Nu er der streger - så husk P-skiven
Bilister oplevede en masse bøvl og gule sedler i vinduesviskerne, da p-pladsen ved det tidligere Kvickly i Skanderborg gav anledning til misforståelser. De er nu rettet.

P-pladsen på Adelgade 134 i Skanderborg ved det tidligere Kvickly er igen fuldt opstreget – og lidt til.
Tirsdag morgen trillede en stor vogn med maling ind på pladsen, og i løbet af få timer havde chaufføren, der hed Palle, med stor præcision skabt nye streger, der, hvor der havde været asfaltarbejde. Selv det lille felt, hvor indkøbsvognene tidligere holdt overdækket, er nu streget op med tre nye pladser.

Bøvl og ærgrelser
Det gav lidt dønninger i byen, da p-vagten i maj rundhåndet delte 650-kroners afgifter ud på den tvivlsomt opmærket p-plads.
Da Coop, der ejer pladsen, blev bekendt med sagen, trak de p-vagten væk og har siden tilbudt at tilbagebetale afgifter, som skyldtes de manglende streger.
Nu er pladsen igen fuldt opmalet. Så husk p-skiven og den to-timers regel, som hersker lige der.