Salling Roofgarden: Aarhus får ny grøn oase i 35 meters højde

Salling Roofgarden er navnet på den kommende bypark, der fra sommeren 2022 skal lægge græs til leg, fordybelse og fællesskab.

Artiklens øverste billede
Direktør for Salling Stormagasiner, Marianne Bedsted, var den første til at præsentere de nye planer. Foto: Kim Skovrup Andersen.

Fra tagtop til taghave. På et velbesøgt pressemøde på Salling Rooftop fredag formiddag kom det frem, at Salling Stormagasin udvider med en grøn bypark, som får navnet Salling Roofgarden.

Det er planen, at en 1.400 m2 grøn oase skal stå klar til næste sommer. Der bliver tale om en grøn bypark, der skal være et supplement til Salling Rooftop, som siden åbningen for knap fire år siden har haft flere end 3,5 millioner gæster.

Prisen er 35 millioner kroner - alle doneret af Salling Fondene - som også var til stede til pressemødet i skikkelse af næstformand Karin Salling og formand Jens Bjerg Sørensen.

»Det bliver virkelig fantastisk. Marianne er fuld af gode idéer, og jeg kan love dig for, at jeg glæder mig som et lille barn til at se denne roofgarden stå færdig,« fortæller Karin Salling, der selv nærer en stor kærlighed for haver.

Sådan er det planen, at Salling Roofgarden kommer til at se ud. Illustration.

Salling-direktør Marianne Bedsted ser frem til at indvie den nye bypark efter byggeprocessen, der begynder senere på året.

»Ovenpå den her corona-periode, vi har været igennem, så trænger vi allesammen til at dyrke fællesskaber og oplevelser. Vores mål med Salling Roofgarden at skabe et helt nyt byrum for samvær, men også til eftertanke. Et æstetisk frirum, hvor herboende med en travl kalender eller besøgende med et stramt program kan trække vejret dybt og lade roen sænke sig i hinandens selskab i det fri,« siger direktøren, som fik den oprindelige idé til Salling Rooftop.

Det var kun et spørgsmål om tid, før man ville udnytte den sidste tredjedel af taget.

Borgmester Bundsgaard er taknemmelig over den seneste donation på 35 millioner kroner fra Salling Fondene, der gør Salling Roofgarden mulig. Foto: Kim Skovrup Andersen.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) ser et stort potentiale i byens kommende grønne attraktion.

»Det greb, der er lavet med Salling Rooftop og denne videreudvikling til det næste niveau er et kæmpe løft på somme måde som med åbningen af Aarhus Å, som vi i dag fejre 25 års jubilæum for i dag. Med Salling Roofgarden får Aarhus et grønt åndehul i mere end én forstand. For en som er far til en teenagedatter giver det her også mulighed for lige at hvile benene eller hovedet, efter man har været ude at handle lidt,« siger Jacob Bundgaard og fortsætter:

»Placeringen midt i byen giver borgere og besøgende mulighed for et pusterum, samtidig med at vegetationen på toppen af Aarhus spiller positivt ind i kommunens omstilling til at blive en klimavenlig storby. Vi skylder endnu en gang en kæmpe stor tak til Salling og Salling Fondene for at gøre det muligt at have høje ambitioner, der forbedrer både hverdagen og bymiljøet. Det er fuldstændig enestående og spektakulært, at det her sted trækker en million besøgende hvert eneste år,« siger Bundsgaard.

Mens Salling Rooftop har appelleret til gæster med udeservering, events og livemusik, vil Roofgarden, der får sine egne indgange, være baseret på plads og ro til refleksion.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen