Ny hundeejer? Pas på farerne i sommerlandet

Hold nøje øje med, hvor Fido befinder sig henne, og hvad den snuser til og gnaver i. Det gælder både til vands, til lands og i luften.

Artiklens øverste billede
Når højsommeren buldrer afsted, og temperaturen ryger ditto i vejret, er det ikke kun os tobenede, der døjer med varmen. Foto: Florian Gaertner / Ritzau Scanpix

I den kommende uge vender varmen og solen for alvor tilbage, og hundeejere kan her blive mindet tips, tricks og forsvarlig opførsel i sommertiden.

Vi starter med majskolber.

Hver sommer får AniCura, som blandt andre driver AniCura Aarhus Dyrehospital, hunde ind, som har spist majskolber. Den er meget vanskelig for hunde at fordøje.

- Det er derfor vigtigt at rydde grundigt op efter grillmiddagen og smide majskolberne i skraldespanden. Sørg for, at de er uden for hundens rækkevidde, siger chefdyrlæge Sanne Ross.

- Sker det alligevel, at hunden får fat i en majskolbe, er det vigtigt at opsøge dyrlægen, inden kolben i værste fald kan risikere at ryge hele vejen ned i tarmen, advarer hun.

Pas på alger

Har du hunden med på stranden, skal du tjekke forholdene inden.

Under særlige vejr- og vindforhold kan blågrønalger samles i så store koncentrationer, at det kan være farlige for såvel mennesker som dyr.

- Algerne forårsager en slags forgiftning hos hunden, når den kommer i kontakt med dem eller drikker vandet i forbindelse med badning i søer og havvand, siger adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen fra Dansk Kennel Klub.

På åbent hav

Hun har været med til at forfatte Netdyredoktors 48 sommertips til hundeejere.

- Hvis du har din hund med ude at sejle, så husk, at den også skal have redningsvest på, siger hun og fortsætter:

- Skal du på åbent hav, bør I ligeledes sikre hunden med en line fastgjort til båden - især sejlbåde, som kan være svære at vende. Husk også at medbringe rigeligt vand og sikre, at den har et sted at søge skygge for solen.

Trælse insekter

Det er ikke kun til lands og vands, at der er potentielle farer for Fido. Det er der også i luften.

De sværmende insekter indbyder til leg, og hunde kan godt lide at snappe efter dem eller forsøge at fange dem med poterne. Men sådan ser insekterne ikke på det og kan finde på at stikke i selvforsvar.

- Som regel bliver hunden blot stukket en enkelt gang, hvilket kan give smerte, rødme og hævelse. Som ejer vil du derfor som oftest kunne mærke på din hund, at den er blevet stukket, da den typisk vil reagere ved at pibe og trække sig væk, forklarer Sanne Ross og fortsætter:

- Enkelte stik uden voldsom hævelse kan behandles lokalt. I så fald kan du forsigtigt fjerne brodden med en pincet, og brug eventuelt en irritationsdæmpende salve på stikket. Er hunden til gengæld meget hævet eller har udviklet udslæt, skal dyrlægen behandle hunden med antiinflammatorisk medicin.

Hedeslag

Når højsommeren buldrer afsted, og temperaturen ryger ditto i vejret, er det ikke kun os tobenede, der døjer med varmen.

Hunde er omend endnu mere udfordrede grundet pelsen.

Derfor skal de have adgang til skygge og vand.

Bliver den konfus, forvirret og vaklende, kan det være tegn på hedeslag.

- Det er også en god idé at holde hunden i ro, da den ikke selv kan mærke, hvornår den skal stoppe med leg og aktiviteter i haven, og det kan ende rigtig galt, advarer Sanne Ross.

Ritzau

Læs også

Del artiklen