Denne lidt uhyggelige fyr lå i Pia's pose med pil-selv-rejer

Royal Greenland har svaret på Pia Konstantin Bergs henvendelse om det særprægede fund.

Artiklens øverste billede
Fisken i posen med pil-selv-rejser. Privatfoto.

Pia Konstantin Berg fik sig en overraskelse, da hun åbnede en pose med pil-selv-rejer fra Royal Greenland. I posen lå fisken på billedet. Det fik hende til at skrive følgende på Royal Greenlands facebookside:

’Kære Royal Greenland

Forleden købte jeg en pose af jeres fortrinlige pil-selv-rejer, som indeholdt en surprise, der har sat gang i en masse spekulationer i min omgangskreds. For hvad filan er den lille fyr på billederne? Vi har indtil videre døbt ham Mutant-Mogens, men vi vil så gerne komme tættere på en mere korrekt artsbestemmelse.

På forhånd tak for hjælpen.

PS: Da jeg ikke tænker, han er en del af standardindholdet i jeres pil-selv-reje-poser, vil jeg selvfølgelig også gerne høre, om der følger en form for mandelgave med?

PPS: Han var virkelig besværlig at pille …’

Og Royal Greenland har svaret:

’Hej Pia

Tak for din besked. En surprise kan man godt kalde den grimme fyr der, men Mutant-Mogens lyder absolut meget bedre.

Der findes dog en forklaring: Når rejerne fanges af vores trawlere sorteres de grundigt, både ved hjælp af fangstudstyr, på maskine og manuelt for at sikre, at der ikke kommer andet end rejer med i poserne. Ind imellem kan der dog snige sig en fisk med. Dette bør naturligvis ikke ske, men der er absolut ingen fare ved rejerne eller den lille fisk. Fisken lever i det samme vand som rejerne og er kogt og frosset sammen med dem.

Du er velkommen til at udfylde en reklamation på vores website, så vender vores kundeserviceafdeling tilbage til dig.

Jeg har spurgt en af mine fiskekyndige kolleger, om han kan komme nærmere en art, så vi kan løse sommermysteriet. Jeg vender tilbage, så snart jeg hører fra ham.

Ha’ en god dag

Venlig hilsen

Lotte / Royal Greenland’

kb

Læs også

Del artiklen