Politiet vil nægte disse personer adgang til Københavns natteliv

Personer, der er dømt for visse former for kriminalitet, kan nu straffes for at deltage i nattelivet.

Artiklens øverste billede
Foto: Adobe Stock

En lovændring fra juli i år skal være med til at øge trygheden i nattelivet i København.

Politikredsen indfører fire nattelivs-zoner, og personer, som er dømt for visse former for kriminalitet, kan blive idømt et nattelivs-forbud i op til to år. Det skal holde dem fra nattelivs-zonerne i løbet af natten, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Ændringen gælder i første omgang fra 14. september i år til 13. september 2023 med mulighed for forlængelse.

Hvis man bryder forbuddet, vil det i første omgang resultere i en bøde på 10.000 kroner. En gentagelse vil blive straffet med fængsel i 30 dage.

Zonerne dækker nogle af Københavns mest populære steder at gå i byen - Gothersgade, Vestergade, Vesterbrogade og Kødbyen.

Forbuddet mod at færdes i de særlige zoner kan blandt andet komme til at gælde personer, der tidligere er blevet dømt for personfarlig kriminalitet eller overtrædelse af våbenlovgivningen, fremgår det.

Almindelige, lovlydige borgere skal derfor ikke bekymre sig om det nye tiltag, fortæller politidirektør i Københavns Politi, Anne Tønnes.

»For den helt almindelige, lovlydige borger har nattelivs-zonerne ingen praktisk betydning. Ikke ud over, at vi forventer, at zonerne kan være med til at skabe større tryghed for alle i nattelivet.«

jn

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen