Eksperter deler smarte vin-tips: Sådan får du vinen til at smage endnu bedre

Lige meget om du køber billig eller dyr vin, kan du faktisk forbedre smagen på flere måder. To vinskribenter kommer med deres tips til de optimale forhold.

Artiklens øverste billede
Vin har brug for ilt for at modne, og iltningen sker, når vinens overflade kommer i berøring med luft. Så jo større vinglas, jo mere iltning kommer der til vinen. Yngre vine har brug for meget mere ilt, end ældre vine har, da de ældre vine allerede har modnet over lang tid i flasken. (Arkivfoto) - Foto: Regis Duvignau/Reuters

Når man drikker sin yndlingsvin, kan den smage forskelligt fra gang til gang. Det er nemlig ikke kun vingården, druen og årgangen, der afgør smagen. Der er flere andre faktorer, der spiller ind.

Derfor kan man faktisk også få vinen til at smage bedre, hvis man er opmærksom på temperaturen, iltningen og glasset, vinen serveres i.

Det fortæller Erik Skovenborg, som er vinskribent og forfatter. Ifølge ham er noget af det vigtigste for smagen, at vin serveres ved den rigtige temperatur.

- De fleste danskere drikker faktisk rødvin for lunkent og hvidvin for koldt. En hvidvin smager bedst omkring 10 grader, og rødvin omkring 15 grader, siger han.

Det giver Morten Wamsler ham ret i. Han er vinanmelder og skribent for Flaskehalsen, der anmelder vin på nettet.

- Hvis man skal have forret og hovedret, er et godt trick, at man stiller rødvinen i køleskabet, når man tager hvidvinen ud. Så får den røde vin en halv times tid på køl, og det giver en rigtig god drikketemperatur, siger han.

Derudover kan nogle vine trænge til at ilte, før de opnår deres fulde potentiale. Men her er det altså vigtigt, at man kigger på vinens alder.

- En vin, der har modnet i mange år, må ikke få for meget ilt. Men nyere vine har generelt godt af at ilte, siger Morten Wamsler.

Man kan ilte nyere vine ved at hælde dem over i en vinkaraffel eller ved at skænke vinen op og slynge den rundt i glasset.

Hvis man har en rødvin, der er alt for hård og snerpende i smagen, kan man faktisk også give vinen en tur i blenderen for at piske ilt ind i den. Men det skal kun ske i nødstilfælde, mener Erik Skovenborg.

- Hvis man kommer til at åbne en ung rødvin med høj garvesyre, fordi den burde have modnet langsomt i et par år, kan man give den et iltchok ved at blende den i ti sekunder. Dermed bliver den mere blød og drikkelig, siger han og fortsætter:

- Den vil først skumme voldsomt op, så den skal lige falde til ro, inden man drikker den. Men det er klart, at den ikke vil smage lige så godt, som hvis den havde haft tid til at modne i fem til ti år nede i kælderen.

Men faktisk behøver de fleste vine kun den iltning, de får, hvis de serveres i det korrekte glas.

- Vin har brug for luft oven over sig for at ilte. Det er derfor, man skal skænke op til dér, hvor glasset er bredest, for så kommer så meget af vinen som muligt i kontakt med luften, forklarer Morten Wamsler.

Det er også derfor, en flaske vin faktisk ikke ilter, hvis man åbner den en time inden servering. Selv om mange fejlagtigt tror det.

- Hvis man bare åbner vinen og lader den stå, er vinens berøringsflade med luften minimal. Det er langt bedre at hælde den på karaffel, hvor berøringsfladen med luften bliver meget større, forklarer Erik Skovenborg.

Og det er altså pengene værd at investere i de rigtige vinglas, hvis man spørger ham.

- Hvis du giver 100 kroner for en flaske, kan du faktisk reducere kvaliteten af vinen til noget, der svarer til en flaske til den halve pris, hvis du drikker af et forkert vinglas, siger han.

Han anbefaler et mellemstort tulipanformet glas eller et ballonformet glas, som man faktisk kan bruge til alle sine vine.

jn

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen