Fem unge tager lørdag på deres livs rejse: Vil sejle jorden rundt i tre år

Fem unge på 21 og 22 år rejser på jordomsejling fra Fregathavnen lørdag. Forberedelserne er i fuld gang.

Artiklens øverste billede
Magnus Broe Lauridsen, kæresten Agnete Abildtrup, samt skipper Sune Williamson og hans kæreste Alma Knorborg og en sidste rejsemakker er ved at gøre klar til en jordomsejling. Foto: Kian Johansen

Tovværk ligger på kajen med masser af stumper og habengut, der ligger linet op. På skibet Zedna står Magnus Broe Lauridsen og klargør masten, mens kæresten Agnete Abildtrup tumler med at få luften ud af redningsjollen.

Ved Fregathavnen i Ebeltoft er der travlhed denne fredag formiddag, for lørdag klokken 13 tager fem venner og kærestepar på mindst tre års jordomsejling.

Sune og Alma.

Det er en gammel drøm fra barndomsvennerne Sune Williamson og Magnus Broe Lauridsen, Grenaa, der har kendt hinanden altid.

»Jeg har drømt om det her siden vi gik i 9. klasse og nu fik vi lokket kæresterne og en kammerat med,« smiler han kærligt til Alma Knorborg, der oprindelig er fra Horsens. Hun er den eneste der ikke har sejlet på et skoleskib. Det har de fire andre. To på Skoleskibet Danmark og to på Georg Stage.

»Og nu får jeg lejligheden til at blive skipper, mens Alma bliver skipperkone og skibshjælper,« lyder det med et bredt smil.

Sune Williamson har stået på et skibsdæk siden han var helt lille, faderen har altid sejlet og han har besøgt bedsteforældrenes skib, der holdt til i havnen i Ebeltoft, så interessen for det maritime har han ikke fra fremmede.

Kurs mod Caribien

Planen er i første omgang at sejle sydpå til Kanarieøerne og derefter krydse Atlanten med kurs mod Caribien.

Skibet er købt for 200.000 kroner og sat i stand for 100.000 kroner. Det har før været på en jordomrejse, fortæller Sune Williamson og Alma Knorborg, der står som ejere af skibet, der er hentet i Sæby. Det kunne sejle derfra, men trængte til en overhaling. Den har den fået på værftet i Bønnerup.

De fem har arbejdet på at få skibet gjort klar siden april i år og har sideløbende arbejdet i madboder på Anholt for at skaffe penge nok til turen.

»Hvor længe vi bliver væk? Mellem tre og ti år,« lyder det selvsikkert fra Sune Williamson.

Planen er at tjene penge undervejs ved at gå til hånde i de havne de anløber.

»Vi var enige om at det var nu vi skulle gøre forsøget. Vi har ingen forpligtelser og vi har ikke stiftet familie endnu,« lyder det fra Alma Knorborg, der indrømmer, at hun har en kriblen i maven over de kommende års eventyr.

»Vi skal nok klare os, for vi har hinanden,« lyder det.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen