Kasper vejede 48 kilo og var afskrevet af lægerne: Uhørt mirakel gav ham livet tilbage

Afdelingslæge på AUH vil udbrede et budskab. Det samme vil en tidligere kræftpatient, der har sagt ja til at dele sin historie.

Artiklens øverste billede
En tynd og svækket Kasper Nielsen sover på Rigshospitalet. Han har netop fået en transplantation, der redder hans liv. Foto: Privat

Randi Berg og Kasper Nielsen er på mange måder forskellige.

Kasper er 37 år og bygningskonstruktør. Randi er 40 år og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital. Kasper bor i Tranbjerg, Randi i Hinnerup.

De har dog, mindst, én ting til fælles. De vil gerne fortælle dig, at du og dine stamceller kan være med til at redde liv.

Randi er i disse dage en af drivkræfterne bag en ny, national kampagne, der vil blive lanceret hurtigst muligt. Den skal gøre folk opmærksomme på, at det nu er muligt at blive stamcelledonor uden at være bloddonor.

Kasper ønsker med sin personlige historie, som du kan læse her, at inspirere dig eller din nabo (eller din nabos nabo) til at blive stamcelledonor.

Det var fucking uretfærdigt. Han var lige startet på livet.

Jørgen Nielsen, pårørende

Ad h... til

Som 19-årig er Kasper Nielsen i lære som tømrer. Han bor stadig hjemme ved sin mor. Han spiller håndbold på eliteplan og træner også et hold. Livet, som han kender det, stopper brat, da han bliver ramt af leukæmi.

Leukæmi, også kaldt blodkræft, opstår i cellerne i knoglemarven, og uden behandling er sygdommen dødelig.

I et halvt år bombarderes Kasper med intensiv kemoterapi på Aarhus Amtssygehus. Han mister sit hår. Han har det ad h... til. Men behandlingen virker. Han bliver raskmeldt.

Lettet og med intakte fremtidsplaner genoptager han sit liv. I 10 måneder er han en ung mand som de fleste andre. Så sker det, der sker lidt for ofte. Kræften vender tilbage.

Kasper Nielsen må igennem et langt og sejt genoptræningsforløb efter, at en infektion næsten tager livet af ham. Foto: Privat

Kasper må starte forfra med kemoterapi på amtssygehuset. Kemoterapi gør ikke noget godt for immunforsvaret, og imens Kaspers er ukampdygtigt, bliver han ramt af en infektion.

»Det er helt normalt, at man får en infektion. Så skifter lægerne mellem forskellige former for antibiotika, indtil et præparat virker. Men da de havde prøvet omkring fem forskellige slags antibiotika, vidste de, at der var noget galt,« siger Kaspers far, Jørgen Nielsen.

De kaldte overlægen på infektionsafdelingen for »No Face«, fordi han aldrig viste følelser.

Kasper Nielsen, stamcelletransplanteret

Fucking uretfærdigt

I månedsvis prøver lægerne sig frem med antibiotika, mens Kasper er indlagt på Århus Amtssygehus. Hans journal bliver sendt til specialister i USA, og Jørgen lægger sågar journalen på nettet i et forsøg på at finde svar.

»Først og fremmest tænkte jeg, at det var fucking uretfærdigt. Han var lige startet på livet. Da jeg kom over det, ville jeg gøre noget for at hjælpe ham, men man er så hjælpeløs. Man er i en verden, som er helt forskellig fra ens egen,« siger Jørgen Nielsen og fortsætter:

»Vi snakkede med læger, hvor vi måtte fortælle dem, at vi ikke forstod, hvad de sagde.«

Som dage bliver til uger, der bliver til måneder, forværres Kaspers tilstand. Til sidst vejer han 48 kilo. Han er 190 centimeter høj.

»Jeg var så langt ude, at lægerne havde afskrevet mig. Jeg var kun til at komme i kontakt med en halv time ad gangen, og ellers sov jeg. Jeg var en grøntsag, siger Kasper Nielsen til Lokalavisen Aarhus.

Vi mennesker klynger os altid til den mindste spire af håb. Det gælder også, selvom man inderst inde godt ved, at håb ikke er nok.

Jørgen Nielsen, pårørende

En diætist råder Kasper Nielsen til at spise lige det, han vil, og masser af det, mens Kasper er i gang med genoptræning. Foto: Privat

»No Face«

Til sidst beslutter lægerne, at Kasper skal begynde en behandling med binyrebarkhormon, der kan have en opkvikkende effekt. Det sker ikke med en forventning om at redde hans liv, men for at Kasper kan »komme op til overfladen« for at sige farvel til sin familie.

Jørgen og Kaspers mor henter deres søn på Aarhus Amtssygehus, så Kasper kan leve sine sidste dage derhjemme. Jørgen har indstillet sig på, at han skal lide den skæbne at overleve et barn.

»Jeg havde forberedt mig på, at jeg skulle sige farvel til ham, hvor uretfærdigt det så end var. Jeg var ikke klar til det. Vi mennesker klynger os altid til den mindste spire af håb. Også selvom man inderst inde godt ved, at håb ikke er nok.« siger Jørgen Nielsen.

Det er næppe Jørgens inderlige håb, der gør udslaget, men da Kasper kommer hjem, begynder hans krop at kæmpe imod den infektion, der bogstavelig talt er ved at tage livet af ham.

Udviklingen kommer bag på alle.

Miraklet indtræffer. Kasper får bugt med infektionen.

»De læger, jeg har snakket med, siger, at de aldrig har oplevet eller hørt om det før,« siger Kasper Nielsen og fortsætter:

»Der var en overlæge på infektionsafdelingen, som sygeplejerskerne kaldte for »No Face«, fordi han aldrig viste følelser. Men da han fandt ud af, at jeg havde det bedre, kom han ind på stuen med et stort smil og armene over hovedet.«

Kaspers far, Jørgen Nielsen, har på anmodning kastet sig ud ud i selfiens svære kunst. Foto: Privat

At slå ihjel for at leve

At infektionen er væk, betyder dog ikke at leukæmien også er væk, og Kasper er fortsat tynd og afkræftet.

Det kræver en lang og hård genoptræning at få ham på benene. Kasper skal lære at gå igen. Det er hårdt for ham at sidde i en stol i 10 minutter.

»Min diætist siger, at jeg skal spise det, jeg har lyst til, så meget, jeg har lyst til, og gerne lidt mere,« siger Kasper Nielsen.

Til sidst er Kaspers vægt oppe på omkring 75 kilo. Han er begyndt at ligne sig selv igen.

Lægerne har to gange prøvet at kurere Kasper med kemoterapi. Uden succes. Det besluttes, at Kasper skal stamcelletransplanteres på Rigshospitalet.

Det lykkes relativt hurtigt at finde en donor til Kasper. Stamcellerne fra donoren skal danne ny knoglemarv og et nyt immunforsvar, der kan slå ned på de kræftceller, der måtte være tilbage i Kaspers krop efter transplantationen.

Før han kan få et nyt immunforsvar, skal Kaspers eget sættes ud af spil - ellers vil det kæmpe imod det nye immunforsvar. Kasper må lægge krop til mere intensiv kemoterapi og denne gang også strålebehandling.

»Vi slår deres gamle immunsystem ihjel,« som Randi Berg formulerer det.

Denne gang bliver Kasper ikke ramt af en infektion, lægerne ikke kan klare. Efter en vellykket transplantation vender han tilbage til Aarhus Amtssygehus for at komme sig.

Tabt på forhånd

I dag har Kasper været sygdomsfri i over 15 år. For fem måneder siden blev han far for første gang. Til en søn.

Kasper Nielsen, som han ser ud i dag. Den lille mand på armen hedder Laurits. Foto: Privat

Det budskab, han gerne vil dele, er enkelt.

»Det er en kæmpe kamp for den syge og de pårørende. Uden hjælp fra en donor er kampen tabt på forhånd.«

Hvis du er interesseret og opfylder en række kriterier, kan du melde dig som stamcelledonor på sundhed.dk.

I den sammenhæng vil afdelingslæge Randi Berg gerne aflive en myte. Som stamcelledonor får man ikke på voldsom smertefuld vis jaget en kæmpe kanyle ind i ryggen og ind i knoglemarven.

»I langt de flere tilfælde kan man i dag give medicin, så stamcellerne frigives og kommer ud i blodbanerne. Så kan man tappe dem derfra. Hvis man er nødt til at høste direkte fra knoglemarven, foregår det i fuld narkose. Så laver man indstik ved hoften,« siger hun.

Således opmuntret.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen