I sorg over tabet af Chris Anker: »Det er ubærligt at tænke på, at vi aldrig skal ses igen.«

På de sociale medier strømmer det ind med kondolencer efter lørdagens nyhed om Chris Anker Sørensens tragiske dødsfald.

Artiklens øverste billede
Chris Anker Sørensen omkom lørdag i en alder af bare 37 år, efter han var involveret i en ulykke. Arkivfoto: Gregers Tycho

Danmark og hele cykelverdenen er i chok over tabet af Chris Anker Sørensen. På de sociale medier er det således væltet ind med rørende opslag fra nær og fjern, siden TV 2 lørdag aften oplyste, at den tidligere cykelrytter var omkommet i en ulykke i Belgien.

Brian Nygaard, der er journalist på Weekendavisen og cykelekspert for DR Sporten, har tidligere været ansat på TV 2, hvor han som kommentator arbejdede tæt sammen med Chris Anker Sørensen. På Twitter har den tidligere kollega valgt at dele sin sorg.

»Søde, betænksomme, dygtige ven. Det er ubærligt at tænke på, at vi aldrig skal ses igen. Du var der altid for alle andre, selv når du gjorde de største ting for dig selv i dit liv og i din karriere. Hvil i fred, Chris Anker Sørensen. Der er ingen trøst, kun kærlighed,« skriver Brian Nygaard.

Der bliver lagt blomster foran Hammel CK's klubhus, hvor Chris Anker Sørensen begyndte sin cykelkarriere. Foto: Christina S. Johansen.

Også TV2-værten Thomas Kristensen, som i mange år har stået for cykeldækningen på TV 2, har skrevet et opslag på Twitter i forbindelse med dødsfaldet.

«Så trist. Chris Anker, din fantastiske kollega, hvor vil jeg savne dig. Tanker til familien,« skriver Thomas Kristensen.

Mette Frederiksen (S) sætter også ord på det tragiske dødsfald. Det gør statsministeren på sin Facebook-side, hvor hun skriver følgende:

»Trist og hjerteskærende nyhed Danmark vågner til. Alt, alt for tidligt har vi skulle sige farvel til Chris Anker Sørensen. Chris har løftet dansk cykelsport - både på cyklen og udenfor banen. Mine varmeste tanker til familien og hans kære.«

I hjembyen Hammel bliver der også sørget over tabet af ”Oksen fra Hammel”, som var Chris Anker Sørensens kælenavn. Foran Hammel CK’s klubhus, hvor det hele begyndte for den tidligere cykelrytter, har lokale borgere været forbi med blomster for at vise deres medfølelse.

Chris Anker Sørensen blev kun 37 år og efterlader sig sin kone og to børn.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen