Hungry-stifter Morten Larsen gik fra seks til 250 millioner

For en lille uge siden blev den aarhusianske madudbringningsplatform Hungry.dk solgt. Selskabet er med handlen blevet værdisat til mere end 250 millioner kroner - mange hundrede procent over de penge, som stifteren, Morten Larsen, startede firmaet for. 

Artiklens øverste billede
Stifter af Hungry.dk Morten Larsen. Foto: Mille Winther

En allé i Risskov med rønnetræer på hver side. De røde bær hænger i tunge klaser på tynde grene. Store villaer og Aarhus bugt forude. Alléen drejer sammen med havet, og ved siden af et højt birketræ er porten til et hvidt hus med rødt tegl åben. En stor, sort Mercedes holder i indkørslen. På den høje, hvide låge ved siden af porten er der et ”Her vogter jeg”-skilt og et billede af en sort labrador. Bag lågen er der grå fliser fri for ukrudt og et langt havebord med plads til mange. Ingen Labrador kommer løbende.

Skiltet er misvisende. En, to, tre små hvide og sorte hunde, måske bichon havanais, kommer løbende ud, da Morten Larsen åbner hoveddøren. Han stikker hånden frem, byder velkommen og genner hundene Luna, Bella og Bobby ind i huset igen.

Bag hoveddøren bliver gang til køkken til spisestue til have til hav. Ét stort rum badet i sol. Hvide vægge, trægulve, kæmpe vinduespartier. Kaffe i musselmalede kopper. En åben trappe midt i alrummet op til første sal, hvor der er loft til kip og frithængende bjælker.

»Og her har vi så rosépladsen. Den er nem at falde ned i,« griner Morten Larsen og åbner døren ud til altanen, der vender ud mod vandet.

Et hus i 1. række. Lighthouse ser lille ud herfra.

Udsigten fra 'rosépladsen'. Foto: Mille Winther

Hvem er Morten Larsen?

’Husk, hvad du har. Du ved ikke, hvad du får.’

Sådan sagde Morten Larsens far ofte til Morten og hans to brødre. Faren og moren arbejdede i det offentlige - et arbejdsliv i kasse og ramme, som Morten Larsen beskriver det. Alle tre brødre brød med forældrenes linje og blev selvstændige. Og det er Morten, broderen i midten, dette portræt skal handle om.

Født i 1978 i Albertslund, svendborgenser som to-årig og aarhusianer som 18-årig. Gift med Annette, far til fire. En høj mand med blå øjne, begyndende gråt hår, aarhusiansk dialekt. Arbejdsom, succesfuld iværksætter. Stifter af en millionforretning. Bådentusiast, hundeejer og villig til at hente sine unge i byen. Rig, men ikke berømt.

Morten Larsen ridser et kort skoleforløb op, der synes ubetydeligt for ham.

»Alle de spændende ting, man kunne lave, dem ville jeg gerne prøve. Skolen gad jeg ikke,« mindes han.

Overfor forældrenes hus i Svendborg boede der en mand, der var salgschef på Den Blå Avis. Og da genboen tilbød Morten Larsen en elevplads i Aarhus, tog han imod den. Timingen var perfekt. Året var 1996, og internettet var på trapperne.

»Dér sad jeg så, en 18-årig snothvalp, da direktøren en dag kom ind og sagde Morten, du skal kigge på det dér internet, det bliver noget, vi skal fokusere på, tror jeg,« gengiver han og fortæller, at han ikke vidste noget som helst om internettet på det tidspunkt.

Internettet var fremmed terræn for klart de fleste. Og det blev en af Morten Larsens helt store fordele; han lærte at bevæge sig rundt på internettet i en fart - evner, der på det tidspunkt, var sjældne varer.

Fra DBA til Just Eat

Som 19-årig flyttede Morten Larsen ud på et kollegieværelse i Viby. På det tidspunkt var han blevet kærester med Annette, der havde et rækkehus i Skæring. Pengene som elev var små, men Morten Larsen fandt på en fidus indenfor egne rækker, der virkede.

»Jeg levede sparsomt og spiste pasta med ketchup. Jeg havde ikke ret mange penge, så jeg begyndte at leje mit værelse ud. Det må man jo ikke, men det gjorde jeg og tjente på det. Indtil det blev opdaget,« fortæller han og griner lidt.

»Jeg lejede det ud på DBA.«

Morten Larsen arbejdede på Den Blå Avis i ni år; elev i to år, afdelingsleder i syv. Derfra blev han direktør i takeaway-virksomheden, Just Eat, der på det tidspunkt var en lille virksomhed, der godt kunne bruge en som Morten Larsen.

»Jeg havde ild i øjnene og erfaring, og det var det, de ville have,« fortæller han.

Selvom han havde meget om ørerne, spirede idéen om at starte sit eget i ham.

Iværksætterdrømme

»Just Eat havde ingen konkurrenter. Mange forsøgte, men de var ikke trusler,« siger Morten Larsen.

Morten Larsen. Foto: Mille Winther

Den udfordring ville han gerne tage op. Han vidste, at hvis han skulle kaste sig ind i arenaen og blive en reel konkurrent, måtte markedsføringen være aggressiv og midlerne nok. Det lykkedes ham at samle seks millioner ind fra sit eget netværk. Delivery Hero, det tyske firma, der i dag har købt hele Hungry.dk, var med fra starten af og stod for blandt andet websitet.

Der gik to og en halv måned fra Hungry.dk blev stiftet, til de var ude på diverse platforme.

»Vi gik i luften i marts 2013 med 300 restauranter. Og vi fik en god start. Man skal selvfølgelig være heldig og god til at eksekvere. Det er 90 procent af det, plejer jeg at sige. Man skal ikke sidde og forfine. Vi skal bare i gang, og så må det ligne pis, men det kan vi jo fikse.«

På det tidspunkt var Morten Larsen fyldt 34 år og kunne kalde sig iværksætter.

Ofringer og ildebrande

»Fortæl lidt om det med at være selvstændig. Godt som dårligt.«

»Den største ofring er tid. Man kan nogle gange sidde og tænke skal jeg bruge hele min tid på arbejde, arbejde, arbejde. Jeg kan ikke dyrke et stort netværk ved siden af, og familiefødselsdage har jeg ofte måttet gå fra på grund af firmaet.«

»Man skal have brede skuldre, for der er altid noget, der ikke fungerer,« siger han med tryk på ’altid’ og fortsætter.

»Det kan være utilfredse medarbejdere, vrede kunder eller hjemmesiden, der går ned. Der er hele tiden noget. Jeg plejer at sige, at der er ildebrand hele tiden et eller andet sted, når man er selvstændig,« siger han med en så tilfreds mine, at det opfølgende spørgsmål synes retorisk.

»Du kan ikke leve uden ildebrandene?«

»Det tror jeg ikke. Jeg elsker det. Og jeg er pisse god til det. Jeg elsker det med at fikse ting. Det stresser mig ikke, hvis der opstår noget, for jeg bliver motiveret af at løse problemerne. På den ene eller den anden måde. Det er nærmest en form for drug.«

Drivkraften var at lykkes

Hungry.dk har vokset støt siden 2014, hvor den første profit tikkede ind på firmakontoen.

»Og derfra blev det bare mere og mere. Sidste år så vi to veje at gå. Enten gik vi efter så meget overskud, vi kunne med den risiko, der er ved det, eller også skulle vi hoppe med på rejsen og blive større.«

Med salget af firmaet til samarbejdspartneren Delivery Hero, faldt valget på den sidste mulighed. Morten Larsen fortsætter som direktør. Og ildslukker. Og det er, ifølge ham selv, lige efter planen.

»Det har været mit mål hele vejen igennem at sælge. Hvis Hungry skal bliver større og vildere, skal der kræfter til, der er større end det, vi har. Drivkraften bag projektet har været at lykkes.«

Hungry.dk’s nye ejere vil udvide firmaet med blandt andet levering af dagligvarer, og den proces skal Morten Larsen altså fortsat være en del af.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen