Helt umotiveret: Ældre hundelufter overfaldt flaskesamler og pudsede sin hund efter ham
En 57- årig flaskesamler fik sig en ubehagelig oplevelse på en rasteplads i Slagelse, da en ældre mand, der var ude og lufte sin hund, gik til angreb på ham.

Normalt forbinder man ikke hundelufter med umotiveret vold, men den kombination var netop, hvad en flaskesamler var vidne til i onsdags. Nu har flaskesamleren så valgt at stå anonymt frem til Sjællandske Nyheder.
Her fortæller flaskesamleren om overfaldet, der skete på en rasteplads ved Slagelse Lystskov (Antvorskov Nord), hvor en ældre hundelufter kom hen og først verbalt overfusede flaskesamleren, inden han slog ham med en drikkedunk og bad den ene af sine to hunde om at angribe flaskesamleren.
»Han pudsede den ene af de to hunde på mig - men hunden gloede bare på ham, som om han var åndssvag!,« siger manden til Sjællandske.
Det var ikke kun hunden, der gloede, for en ældre dame så også optrinnet, dog uden at gøre noget. Og når flaskesamleren så står anonymt frem nu, så er det i håbet om, at politiet kan finde den voldelig hundelufter.
Hundelufteren beskrives som en ældre mand på cirka 70 år, lys i huden, almindelig af bygning og cirka 175 centimeter høj, med kort gråt hår. Han var iført mørkt tøj, og hundene var to mørke og mellemstore collie-lignende hunde.
Har man oplysninger kan man kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på 1-1-4.
am