Søren Pape Poulsen vil have private eksperter til at genskabe slettede sms'er i minksagen

De konservatives formand, Søren Pape Poulsen, vil nu have private eksperter til at forsøge at genskaber de slettede sms'er i minksag.

Artiklens øverste billede
Søren Pape Poulsen vil have private eksperter til at genskabe slettede sms'er i minksagen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det var ikke muligt for politiets teknikere at genskabe statsministerens slettede sms’er i minksagen.

Sådan lød meldingen onsdag fra Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

”På baggrund af politiets teknikeres arbejde kan det oplyses, at det desværre ikke har været muligt at genskabe sms-beskeder fra den relevante periode fra statsministerens eller ansatte i Statsministeriets enheder,” skriver Justitsministeriet.

Nu har Søren Pape Poulsen (K) reageret både på Twitter og til B.T.

De konservatives partiformand vil nu have teknikere fra private firmaer til at genskabe statsminister Mette Frederiksens (S) sms-beskeder fra minksagen.

»Sms-skandalen fortsætter. Mette Frederiksen må godt nok være bange for danskernes reaktion, når regeringen tilbageholder afgørende information om slettede sms’er til dagen efter valget. Nu må private eksperter forsøge at genskabe sms’erne,« skriver Søren Pape Poulsen på Twitter.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Vil »til bunds i skandalen«

Justitsministeriet kunne desuden berette, at politiets teknikere allerede blev færdige med arbejdet den 12. november.

Samme dag blev resultatet af politiets undersøgelser overdraget til Justitsministeriet, hvor det efterfølgende er blevet opbevaret i sikrede konvolutter.

”Justitsministeriet har opbevaret konvolutterne på vegne af de pågældende, indtil den videre proces for gennemgang og udlevering af eventuelt genskabte sms-beskeder kunne aftales med Minkkommissionen,” lød det i Justitsministeriets pressemeddelelse.

Til B.T. siger Søren Pape Poulsen, at private eksperter nu også skal forsøge at genskabe de slettede sms’er.

»Politiet er dygtige, men hvis der findes endnu dygtigere eksperter i private firmaer, så skal de også have mulighed for at genskabe sms’erne. Den her skandale skal vi gøre alt for at komme til bunds i,« lyder det fra Søren Pape Poulsen.

Afviser påstand

Justitsminister Nick Hækkerup (S) afviser over for Ritzau, at regeringen skulle have tilbageholdt oplysningerne om det mislykkede forsøg på at gendanne de slettede sms’er til efter kommunalvalget.

»Det passer simpelthen ikke. Processen har været den, at vi i Justitsministeriet fik materialet i forseglede kuverter fredag. Så aftalte vi mandag med Minkkommissionen, at vi skulle mødes med kommissionen og bisidderne, som skulle have materialet og gennemgå det med deres klienter,« siger Nick Hækkerup.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har også reageret på den opsigtsvækkende pressemeddelelse fra Justitsministeriet.

»De sms’er skulle aldrig have været slettet. Nu kan de så ikke genskabes, og det venter man med at fortælle til dagen efter valget. Altså, det er jo at holde os alle for nar...« skriver Jakob Ellemann-Jensen på Twitter.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen