Aarhusianere kan igen komme på glatis: Populær skøjtebane åbner efter coronapause

Skøjtebanen, der ligger inde midt i Aarhus, er en populær vinteraktivitet for børn og voksne, og eftersom banen ikke åbnede sidste år, forventes det, at den vil lokke rigtig mange i skøjterne.

Artiklens øverste billede
Sidste år blev skøjtebanen ikke åbnet, og derfor forventer kommunen, at masser af skøjteglade børn og voksne tager en tur på isen i år. Arkivfoto: Stine Rasmussen

Der er godt nyt for alle skøjteglade aarhusianere, for midtbyens udendørs skøjtebane ved Musikhuset åbner i år - og endda tidligere end andre år. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

I morgen, tirsdag 23. november, bliver skøjtebanen åbnet kl. 15.00, og de første 50 gæster kan få gratis leje af skøjter. Skøjtebanen lukker igen søndag i uge 7 2022.

»Det er en af de største glæder ved denne tid, når vi kan åbne skøjtebanen. Glæden er endnu større i år, fordi vi ikke kunne åbne skøjtebanen sidste år. Derfor er jeg sikker på, at der er rigtigt mange skøjteglade aarhusianere, der gerne vil på isen, og derfor åbner vi skøjtebanen lidt tidligere i år,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad i pressemeddelelsen.

Sidste år åbnede den udendørs skøjtebane ikke på grund af forsamlingsforbud og frygt for, at den ville udgøre et hotspot for coronasmitte. Men i år er der ingen restriktioner, og derfor glæder det Rabih Azad-Ahmad at kunne åbne banen, siger han til Lokalavisen Aarhus.

»Selvfølgelig kigger vi altid på, hvordan retningslinjer og smittetryk ser ud, og det er indgået i overvejelserne, men der er i øjeblikket ikke nogle retningslinjer, der siger, at det kan vi ikke. Og på den anden side har vi en masse mennesker, der i den grad også trænger til at være sammen og finde fællesskab,« siger han og fortsætter:

»Skøjtebanen giver en masse sjove fællesskaber, og de unge er vilde med den. Det er sjovt, der er bevægelse, og der er masser af socialt i at folk kommer ud og er sammen med andre mennesker i det fri. Det tænker vi, er et godt tilbud for aarhusianerne.«

Rådmanden oplyser i øvrigt, at de løbende vurderer, om skøjtebanen skal holdes åben, og at man selvfølgelig opfordrer de, der bruger banen, til at være forsigtige og holde afstand.

Skøjtebanen er gratis at bruge, og der kan lejes skøjter nede ved banen. Sidst, skøjtebanen var åben i sæsonen 2019/2020, var der mere end 62.000 skøjteglade børn og voksne, der var nede omkring isen i midtbyen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen