Bagedysten bliver sukkerfri: Kan man blive mesterbager helt uden sukker?

Sukker bliver strengt forbudt i kagerne, der bages, når en helt særlig udgave af "Den store bagedyst", som passende har fået titlen "Den store sukkerfri bagedyst", ruller over skærmen.

Artiklens øverste billede
Fire kagekreatører skal forsøge at skabe mesterværker helt uden sukker i en særudgave af Den Store Bagedyst på DR. Arkivfoto: Nima Teheri.

Hvordan bager man søde sager, når man ikke må putte hvidt sukker i opskriften?

Det skal fire tidligere deltagere i ”Den store bagedyst” nu finde ud af i ”Den store sukkerfri bagedyst”, som sendes på DR2 den 27. november.

Det fremgår af dr.dk.

De fire deltagere i ”Den store sukkerfri bagedyst” er Iben Devantie og finalist Jesper Hemmingsen fra sæson fem af ”Den store bagedyst”, finalist Jesper Søvndal fra sæson seks og sidste sæsons finalist Anne Kirstine Tirstrup.

Dommerne, som skal bedømme de sukkerfrie sager, er Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen, der også bedømmer kagekreationerne i den såkaldt almindelige udgave af ”Den store bagedyst”.

Sidste år blændede DR2 også op for en særudgave af ”Den store bagedyst”, da deltagerne dengang skulle bage glutenfrie kager.

Foruden ”Den store sukkerfri bagedyst” er der flere andre særudgaver på vej af ”Den store bagedyst”.

Første juledag sender DR1 ”Den store julebagedyst”.

Her dyster otte junior-bagedystdeltagere i fire makkerpar om at lave de flotteste og mest velsmagende julegodter.

Den 1. januar kaster fire makkerpar fra årets udgave af ”Den store bagedyst” sig ud i at lave festfyrværkerier af kager, desserter og snacks i ”Nytårsbagedysten”.

”Den store sukkerfri bagedyst” kan ses på DR2 lørdag den 27. november.

/ritzau/

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen