Trist tendens fortsætter: Flere skolebørn end nogensinde er smittet med corona

Uvaccinerede børn i alderen 6-11 år er i øjeblikket hårdere ramt af coronasmitte end nogensinde set tidligere under hele pandemien, viser ny opgørelse fra Statens Serum Institut.

Artiklens øverste billede
Smitten stiger markant blandt skolebørn i alderen 6-11 år, viser tal fra Statens Serum Institut. Arkivfoto: Jens Dresling.

Opdateret 16.44: Regeringen og KL er gået sammen i aftale om at anbefale børn ned til 1. klasse at blive testet en gang i ugen på skolerne og samtidig udvide test-setup’et på skolerne.

Coronasmitten har hårdt fat i Danmark, og der er ingen tegn på, den slipper lige foreløbigt. Det er hovedkonklusionen i en ny tendensrapport fra Statens Serum Institut.

Siden midten af september er smittetallet steget markant, og antallet af nye covid-19-tilfælde steg fra uge 45 til 46 med 24 procent, viser opgørelsen.

Rekordmange børn i skolealderen smittede

Ifølge Statens Serum Institut er smitten klart størst blandt skolebørn i alderen 6-11 år – faktisk langt højere end for alle andre aldersgrupper, og i uge 46 målte man det højeste incidensniveau hos aldersgruppen under hele epidemien med 1.562 smittetilfælde pr. 100.000.

»Smitten blandt de 6-11-årige er med til at drive epidemien lige nu, og der rapporteres forsat om mange og store udbrud på skolerne. Det gælder særligt i indskolingen og på mellemtrinet,« siger afdelingslæge Rebecca Legarth fra SSI i forbindelse med rapportens udgivelse.

Tidligere torsdag indstillede Det Europæiske Lægemiddelagentur, at vaccinen fra Pfizer/BioNTech blev benyttet til børn fra fem år og opefter, hvor man i Danmark i øjeblikket vaccinerer børn fra 12 års-alderen.

Udvider test-setup i skolerne

Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) er torsdag gået sammen i en aftale om at udvide den nuværende test-indsats, så også børn fra og med 1. klasse tilbydes en screening-test for covid-19 ugentligt.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

I meddelelsen udtaler sundhedsminister Magnus Heunicke (S):

»Smitten er desværre markant til stede ude på skolerne og spreder sig blandt børnene. Heldigvis bliver børn sjældent ramt hårdt af corona, men de kan stadig sætte gang i smittekæder, der i sidste ende rammer de ældre og sårbare borgere i samfundet. Her vil screeningstest ned til 1. klasse være et værdifuldt værktøj, som fanger smitten og kan være med til at sætte en stopper for den.«

Medarbejdere og børn fra og med 1. klasse i grundskolen, som ikke er vaccinerede eller har været smittede med covid-19 inden for de seneste 6 måneder, opfordres til at lade sig screeningstest én gang om ugen.

Ved høj lokal Covid-19-smitte i enten et sogn eller en kommune opfordres til to ugentlige test for medarbejdere og elever fra og med 1. klasse i grundskolen, der ikke er vaccinerede eller tidligere smittede.

Børn, der ikke er tidligere smittede eller vaccinerede og bliver identificeret som nære kontakter i skoler og dagtilbud mv. (fra 3 år) samt til fritidsaktiviteter mv., anbefales fortsat test på 0., 4. og 6. dagen, hvis de ikke har symptomer.

Vacciner forhindrer indlæggelser

Yderligere konkluderer Statens Serum Institut i rapporten, at der ses en tydelig tendens til, at incidensen er højere blandt ikke-vaccinerede.

De 12-15-årige, der ikke har fået vaccinen, ligger i top efterfulgt af de 16-19-årige, der ikke har fået den.

For de to målgrupper er der pr. 100.000 henholdsvis 1.704 og 1.303 smittede, viser opgørelsen.

»Generelt stiger incidensen lige nu i alle aldersgrupper, uanset om man er vaccineret eller ej. Men der er ingen tvivl om at smitten er på et højere niveau blandt de uvaccinerede,« siger Rebecca Legarth.

I alt er der fundet 4.390 nysmittede med coronavirus siden onsdag, viser dagens tal fra Statens Serum Institut.

Siden i går er 12 danskere afgået ved døden, mens der er 24 færre indlagte, så det samlede tal for indlæggelser ligger på 411.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen