Musikvideoer og en børnebog: Sundhedsstyrelsen har fokus på skolebørn og forældre

De gode råd om smitteforebyggelse er de samme uanset alder - men der er et stort fokus på at fortælle det i et sprog, der også henvender sig til børn og unge, forklarer Sundhedsstyrelsen.

Artiklens øverste billede
»Vi har henover efteråret arbejdet på at nå ud med vores information til netop skolebørn, deres forældre, på skoler og til lærere,« siger Eva Tolstrup Ziegler fra Sundhedsstyrelsen. Arkivfoto: Stine Bidstrup.

Antallet af nysmittede med coronavirus stiger støt blandt skolebørnene.

Det bekræftede en tendensrapport fra Statens Serum Institut torsdag.

Hos Sundhedsstyrelsen er skolebørnene og ikke mindst forældrene også en af målgrupperne, man fokuserer på, når anbefalinger og informationskampagner skal dæmme op for stigende smitte.

Især her i efteråret, hvor smitten er steget støt blandt skolebørnene.

»Vi har en klar ambition om at nå ud med information til alle befolkningsgrupper, og vi har henover efteråret arbejdet på at nå ud med vores information til netop skolebørn, deres forældre, på skoler og til lærere,« oplyser kommunikationschef i Sundhedsstyrelsen, Eva Tolstrup Ziegler i et skriftligt svar til Lokalavisen.dk.

Sundhedsstyrelsen har løbende under pandemien udgivet informationsmateriale til børn og børnefamilier - senest i løbet af dette efterår med kampagnen ’Ren Rutine’, der skal informere, motivere og inspirere til bedre hygiejne hos de 0-15-årige ved at henvende sig til forældrene og have fokus på rutiner vedrørende håndhygiejne, ageren ved sygdom, hoste- og nyseetikette, udluftning og rengøring.

Samtidig er musikvideoer på YouTube med Christopher, De Danske Hyrder og Umage Image samt små Facebook-videoer med til at få gode råd om smitteforebyggelse ud i befolkningen - også til de yngre målgrupper.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Og så er der en børnebog på vej henvendt til 0. klasser, der følges op med information til forældrene, oplyser Sundhedsstyrelsen.

»Vores gode råd om, hvordan man forebygger smitter er de samme uanset aldersgruppen, men vi har stort fokus på at formidle og kommunikere i et sprog og med virkemidler, der henvender sig direkte til de forskellige målgrupper,« siger Eva Tolstrup Ziegler.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen