Styrelse ser på passagerlister og får hjælp af politiet til smitteopsporing

Søndag formiddag er der opsporet 48 nære kontakter til potentielle danske Omikron-tilfælde.

Artiklens øverste billede
Søndag er der ifølge vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerrhed, Birgitte Drewes, som står for smitteopsporingen, identificeret 48 kontakter i anden og tredje led til de to personer, der muligvis er smittet med den nye coronavariant. Foto: Marius Renner

To mistænkte tilfælde af den nye coronavariant Omikron – også kaldet B.1.1.529 – er blevet påvist i Danmark hos rejsende fra Sydafrika.

Det meddelte Sundhedsministeriet lørdag.

De to smittetilfælde er blevet påvist ved en såkaldt variant pcr-test, der altså fangede mutationer, som er kendetegnet for Omikron, og dermed er der »med stor sandsynlighed tale om Omikron«, understreger Sundhedsministeriet.

Det endelige testresultat vil dog først kunne bekræftes med sikkerhed inden for de næste dage.

Under alle omstændigheder er et stort arbejde nu blevet iværksat for at opspore de personer, som efterfølgende har været nære kontakter til de to pågældende tilfælde herhjemme – som altså måske er smittet med coronavarianten.

Søndag er der ifølge vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerrhed, Birgitte Drewes, som står for smitteopsporingen, identificeret 48 kontakter i anden og tredje led til de to personer.

Yderligere er der dertil flypassagerer fra to fly, som er landet i Danmark tidligere på ugen.

»Vi er oppe på nogle hundrede mennesker, så det går hurtigt stærkt, når man går ud i tredje led. Det er derfor, vi kun gør det, når der er tale om de her bekymrende varianter,« siger Birgitte Drewes til Ritzau.

Omikron vækker bekymring over store dele af verden. Og den nye coronavariant har allerede været medvirkende til lukkede landegrænser.

Omikron bekymrer virologer, fordi den har mange flere mutationer i spike-proteinet end normalt, og der er usikkerhed om smitsomheden og om mulig mindre følsomhed overfor vaccinerne, skriver Sundhedsministeriet.

Styrelsen for Patientsikkerhed forsøger at få fat i så mange nære kontakter som overhovedet muligt.

Derfor rekvirerer man bl.a. passagerlister fra flyselskaberne.

Herefter forsøger man at søge telefonnumre frem på folk. Politiet kan derudover blive involveret for at finde hemmelige numre på nære kontakter.

Det anbefales, at nære kontakter går i isolation med det samme, indtil de er testet negative på dag seks.

af

Læs også

Del artiklen