Efter tragisk hestevognsulykke: Forbund vil have strammet reglerne
Dansk Køre Forbunds formand, Erling Larsen, vil have strammet reglerne for hestevognskørsel efter lørdagens dødsulykke på Store Torv i Aarhus.

En 61-årig kvindelig kusk mistede lørdag på tragisk vis livet efter en voldsom hestevognsulykke på Store Torv i den centrale del af Aarhus.
Der var ellers lagt an til det helt store julemarked med julelys, gløgg og julebag, da den kvindelige kusk med tre passagerer i hestevognen pludselig mistede herredømmet over sin hest.
Vidner har ifølge Østjyllands Politi forklaret, at hesten blev urolig, da både grimen og skyklapperne faldt af – derefter stejlede den og satte i løb i retning mod blomsterhandleren foran Paustian på Lille Torv.
Til TV 2 Østjylland slår formand for Dansk Køre Forbund, Erling Larsen, nu fast, at retningslinjerne og rammerne for kørsel med hestevogn bør strammes.
Han mener dog ikke, at hestevognskørsel helt bør forbydes i forbindelse med store arrangementer.
»Jeg mener, at forsikringsselskaberne skal stille krav om, at kusken skal dokumentere sin erfaring, og at hesten skal være minimum seks år, før man kan få en kaperforsikring,« siger Erling Larsen til TV 2 Østjylland.
»Det kan være med til at sikre, at både kusk og hest har den ro, der skal til for at køre hestevogn i større menneskemængder,« siger han.
Sådanne krav stilles ikke, hvis man vil have en kaperforsikring (forsikring for hestevognskørsel) i dag.
Dansk Køre Forbund er det nationale forbund, der organiserer kørsel med hest og vogn herhjemme.
af