Mistanke om Omikron-variant: Hel årgang sendt hjem efter stor halfest

To elever fra Ringkøbing Gymnasium er smittet med coronavirus. Sundhedsmyndighederne mistænker nu ét af tilfældene for at være den nye, smitsomme Omikron-variant.

Artiklens øverste billede
To elever fra Ringkøbing Gymnasium er smittet med coronavirus. Sundhedsmyndighederne mistænker nu ét af tilfældene for at være den nye, smitsomme Omikron-variant. Foto: Jens Dresling

Der er nu mistanke om, at en gymnasieelev fra Ringkøbing Gymnasium, der først på ugen blev konstateret smittet med coronavirus, er bærer af den nye, smitsomme Omikron-variant.

Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Rektor på Ringkøbing Gymnasium Lars Roesen afventer nu svar fra sundhedsmyndighederne.

»I aftes blev jeg ringet op af smitteopsporingsenheden, som sagde, at der kunne være en mistanke om Omikron i ét tilfælde. Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er hverken af- eller bekræftet,« fortæller rektor Lars Roesen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

1.g-årgang hjemsendt

Først på ugen blev to gymnasieelever fra Ringkøbing Gymnasium testet positiv for coronavirus. Og i første omgang blev nære kontakter til både elever og lærere sendt hjem.

Siden er det så kommet frem, at én af eleverne altså muligvis er bærer af den nye, bekymrende coronavariant.

Eleven var fredag på tur i København med hele 1.g-årgangen og kørte bl.a. i bus med flere af eleverne fra gymnasiet.

Derfor har Lars Roesen nu taget konsekvensen og hjemsendt en hel årgang.

Torsdag modtog samtlige elever således digital undervisning derhjemme.

»Eleverne er blevet hjemsendt ud fra et forsigtighedsprincip. Vi vil helst være på den sikre side – hvis der rent faktisk viser sig at være tale om et Omikron-tilfælde. Vi får dog først besked om et par dage. Vi vil hellere handle i tide og være forsigtige. Det er beslutningen, der ligger bag hjemsendelsen af årgangen,« fortæller rektor Lars Roesen til Lokalavisen.dk.

Alle elever samlet til halfest

Ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern skærpes omstændighederne yderligere, eftersom der fredag blev afholdt en større halfest for alle elever, hvor også tidligere elever samt elever fra det nærtliggende handelsgymnasium deltog.

De to smittede gymnasieelever deltog nemlig også i festen, hvor cirka 800 elever i alt var samlet.

Festen begyndte klokken 20 og varede til midnat.

»En gang om året holder vi en stor fælles fest. Og den holdt vi i fredags. Det er klart, at forinden drøftede jeg med min rektorkollega, om vi skulle afholde festen eller ej. Men der var ikke nogen retningslinjer, der på daværende tidspunkt pålagde os ikke at gøre det. Og vi kunne ikke på det tidspunkt vide, at det ville udvikle sig sådan. Vi fulgte desuden de regler, der gjaldt på området,« siger Lars Roesen.

Der blev både krævet coronapas ved indgangen, understreger rektoren, ligesom håndsprit også var en obligatorisk del af festlighederne.

»Vi har fulgt alle retningslinjer fra sundhedsmyndighederne. Og vi anbefaler, at alle, der har deltaget ved festen, lader sig teste. Men de skal ikke gå i isolation, medmindre de har symptomer. Men de skal lade sig teste for en sikkerheds skyld,« siger Lars Roesen.

»Det er første gang, vi sender en hel årgang hjem. Vi var ellers kommet helskindet gennem hele covid 19-perioden uden at skulle gøre det. Vi følger de retningslinjer og anbefalinger, der nu engang er, og sætter ikke spørgsmålstegn ved det. Både ansatte og elever følger retningslinjerne. På den måde er der god ro og orden. Jeg er meget taknemlig for at være leder på en skole, hvor ansatte og eleverne bakker om beslutningen,« slutter han.

Torsdag har smitteopsporingen meddelt, at samtlige deltagere ved fredagens fest skal lade sig teste hurtigst muligt.

Flere Omikron-tilfælde bekræftet

I en pressemeddelelse meddelte Statens Serum Institut (SSI) torsdag, at den nye, bekymrende coronavariant Omikron nu er fundet i 14 tilfælde i alt herhjemme.

Onsdag oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på corona-pressemødet i Spejlsalen, at der var bekræftet syv smittetilfælde med Omikron.

Det antal er altså nu fordoblet.

Det kan du læse mere om her.

Læs også

Del artiklen