Carlsberg får stor bøde
Københavns Byret har idømt Carlsberg en bøde på 500.000 kroner for at have vildledt forbrugerne.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Københavns Byret har idømt Carlsberg Danmark A/S en bøde på 500.000 kroner for at have vildledt forbrugerne ved ikke tydeligt at oplyse, at der var tale om reklame, da bryggeriet lancerede en kampagne for det fiktive parti ”Fadølspartiet”.
Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Det var netop Forbrugerombudsmanden, som tilbage i 2019 politianmeldte Carlsberg for reklamekampagnen om det fiktive politiske parti ”Fadølspartiet”. Ifølge markedsføringsloven skal en reklame klart fremstå som en reklame, men det fremgik ifølge Forbrugerombudsmanden ikke tydeligt af Carlsbergs markedsføring af ”Fadølspartiet”, at der var tale om en kommerciel kampagne.
»Københavns Byrets dom understreger, at forbrugerne ikke må kunne komme i tvivl om, hvorvidt en kampagne er kommerciel – heller ikke selv om den er humoristisk,« fortæller Christina Toftegaard Nielsen fra Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Vi skal som forbrugere kunne have tillid til, at reklamer fremstår som reklamer. Derfor er det overordentligt vigtigt, at forbuddet mod skjult reklame bliver efterlevet. Det er baggrunden for, at vi politianmeldte Carlsberg.«
Dommen kan ankes af Carlsberg.
jwh