Tøfting bekymrer sig ikke om fortiden, for »jeg er da nødt til at komme videre, for fanden«

Fodboldspilleren Stig Tøfting var med til første læseprøve på forestillingen "No regrets", der bliver lavet om hans liv. »Jeg er vist ikke den fødte teatergænger, men jeg har da fået en idé om, hvad denne forestilling er, kan og vil blive til,« siger han.

Artiklens øverste billede
Det var med ro i sjælen, Stig Tøfting gik ind til første læseprøve på ”No regrets”, forestillingen om hans liv, der får premiere på Svalegangen den 26. marts 2022. Foto: Casper Dalhoff

Stig Tøfting vil gerne slå det fast med det samme:

»Det er altså ikke sådan, at jeg ligger vågen om natten og tænker over, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg er da nødt til at komme videre, for fanden. Jeg vågner kun, fordi jeg skal tisse. Det skal jeg kl. 3 og kl. 6, du kan stille uret efter det, og det er ikke engang løgn. Jeg kan sgu også godt sove om natten, selv om AGF taber tre kampe i træk.«

Den tidligere fodboldspiller, der begyndte sin professionelle karriere hos AGF i 1989 og i dag er fodboldkommentator, gider ikke bekymre sig om fortiden.

Det var derfor med ro i sjælen, at han gik ind til den allerførste læseprøve på ”No regrets”, den forestilling, der nu bliver lavet om hans liv – om nogle meget hektiske år, alt sammen frit baseret på Lars Steen Pedersens bog med samme titel om ham fra 2005.

Vi skal have afmystificeret Stig, han er jo bare en mand.

Morten Lundgaard, instruktør

Ryg mod ryg: »Det er fint at få sat ansigt på den, der skal spille mig,« siger Stig Tøfting (th.) om Morten Kjær. »Første gang mærkede jeg ham lige lidt på brysterne og sagde, okay, mine bryster var altså lidt hårdere. Men han skal jo ikke ligne mig for meget. Ellers kan jeg jo ikke forlade byen, for så står han lige pludselig og ringer på døren hjemme ved Heidi: "Hej skat".« Foto: Casper Dalhoff

Ingen berøringsangst

»Alt det, der er sket, er jo sket for mange år siden. Bogen slutter i 2005. Jeg har det rigtig fint med at blive mindet om, at jeg faktisk havde nogle forældre, og om, at Jon, min søn, også var her. På den måde er jeg ikke så berøringsangst,« siger den 52-årige Stig Tøfting.

Bogen er på 354 sider, manuskriptet til forestillingen, som instruktøren, Morten Lundgaard, har været med til at skrive, på 90, så det er langtfra alt, der er kommet med.

»Mine tanker var på, hvordan de forskellige situationer, der er opstået omkring mig, skulle beskrives på en scene: Jeg mister mine forældre og Jon, og jeg kommer i fængsel efter en slåskamp på Café Ketchup i København,« siger Stig Tøfting efter den to timer lange læseprøve, hvor han mødte alle de mennesker, der er med i eller rundt om forestillingen og i hvert fald kunne konstatere, at alle sang med på »Hvem var det, der vandt i dag«.

»Jeg kan nok stadig ikke 100 pct. forestille mig, hvad det bliver til, for jeg er vist ikke den fødte teatergænger, men jeg har da fået en idé om, hvad denne forestilling er, kan og vil blive til. Altså, hvordan laver man en aflevering på over 40 meter på en teaterscene – det kan man jo ikke. Fantasien skal være til stede, og man skal have ja-hatten på. Det er min fortælling, min historie, min bog, og den kan Morten bruge af, hvad han har lyst. Jeg tog noter til læseprøven, dem har jeg givet videre til Morten, og så tager vi den derfra.«



»Vi har ikke været i detaljer med situationer, som da jeg fandt mine forældre skudt. Men det har ikke været hårdere at være til læseprøve på forestillingen, end da jeg skrev og læste min egen bog,« siger Stig Tøfting, der her er til læseprøve med alle dem, der skal medvirke i "No regrets". Foto: Casper Dalhoff



Stig: »Nogle gange kan man jo ikke engang drille sådan en fan med en sjov bemærkning til et middagsselskab. De er jo sure resten af aftenen.«

Vil følge prøverne

Han kommer til at følge prøverne, der begynder i februar næste år, siger han om forestillingen, der får premiere den 26. marts:

»Det er klart, at når tingene bliver læst op, kan jeg godt blive følelsesmæssigt berørt, men på scenen bliver det vel noget andet. Jeg kommer til at følge arbejdet, og så bliver det nok ikke så voldsom en oplevelse, som hvis jeg først kommer til premieren.«

Det engelske månedsmagasin World Soccer udnævnte i 2006 ”No regrets” som den bedste spillerbiografi nogensinde. Den er udkommet i to udgaver – en stor bog og en pocketudgave, fortæller Stig Tøfting:

»Forlaget regnede med at kunne sælge 8-10.000, men den store bog er lavet i 86.000 eksemplarer, den lille i næsten lige så mange.«

Elevatorblikket

Det var instruktøren Morten Lundgaard – efter eget udsagn selv engang en habil fodboldspiller og som en for evigt dedikeret fan af Real Madrid – der fik idéen til at lave teater ud af bogen.

»Jeg mødtes med Stig, vi drak en sodavand, og han lavede elevatorblikket på mig. Vi snakkede fodbold, og så sagde han, at han ikke fattede, hvad jeg ville, men at han kunne høre, hvor gerne jeg ville det. Så er det egentlig kørt derfra,« siger han.

»Den tillid gennemsyrer hele vores proces – det er totalt i fællesskab, at vi gør det her. Jeg er instruktør og jeg har min kunstneriske frihed, men jeg er kun interesseret i, at Stig følger processen. Det er hans liv, og det er vigtigt for mig, at han kan stå inde for alt, hvad vi laver.«

Scene som et stadion

Fodbold er en kæmpe del af forestillingen, siger instruktøren og beskriver scenografien som et fodboldstadion, hvor publikum sidder på tribunerne, og der er udskiftningsbænke og lystårne.

»Men det er jo Stigs menneskehistorie, vi fortæller her. Vi skal have afmystificeret Stig, han er jo bare en mand. Jeg gider ikke tale om kunst og store tanker, jeg laver en teaterforestilling, og det er en pissegod historie. Jeg har kæmpe respekt for, at Stig siger, at han ikke kan fortryde noget, men er nødt til at komme videre med sit liv,« siger han.

»Det er inspirerende, at han siger, at jeg har gjort det her, og det står jeg ved. Jeg ville da ønske, at jeg selv kunne have det sådan. Jeg tænker alt for meget, der er alt for meget kunstnerrøv i mig. Jeg overvejer det hele, også om natten.«

I dag bor Stig Tøfting sammen med Heidi Østerlund i det hus i Viby, han som ung boede i sammen med sin onkel og tante, der tog ham til sig efter hans forældres død.

»Jeg har ikke været ladt i stikken, jeg har været omgivet af gode mennesker, men jeg skulle stadig arbejde for føden. Jeg er vel blevet kørt til træning tre eller fire gange, ellers måtte jeg da cykle i regn og sne. Mine børn i dag, jamen jeg ligger jo og kører dem rundt, bare de skal hen på tanken.«

Bølgeskvulp

Han har hørt fra mange, der synes, at de har kunnet bruge hans fortælling til selv at komme videre med deres liv. Det er han glad for, men:

»Jeg har ikke behov for, at folk skal lære noget af mig. Undskyld mig. Folk skal tage ved lære af sig selv. Men hvis der er noget, de kan bruge, er de da velkomne.«

Han har beslutte sig til at leve med »de bølgeskvulp, der kommer nu«.

»Så længe jeg stikker hovedet frem, vil folk have en mening om mig. Jeg har aldrig haft ondt af mig selv og tænkt, at jeg har haft et hårdt liv. Jeg har været i det og navigeret i det. De ting, jeg ikke kan gøre noget ved, har jeg ikke lyst til at bruge så megen tid på,« siger han.

»Der er sikkert andre, der har følt: ”Uha, han er på vej ud ad en skæv vej”. Sådan har jeg ikke selv følt det. Folk siger, at hvis jeg nu havde gjort sådan og sådan, så kunne jeg måske være endt der og der. Det har jeg da ikke tid til at sidde og filosofere over. Sådan er livet, og jeg er da nødt til at komme videre for fanden.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen