Dit nyhedsoverblik: Få morgenens største historier serveret lige her
Godmorgen og velkommen til Lokalavisens nyhedsoverblik mandag den 27. december. Her får du serveret morgenens største og vigtigste historier, så du er klædt ordentligt på til dagens dont.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
1) Facebook-gruppe opfordrer medlemmer til at bestille test-tider og blive væk. Sundhedsministeren kalder det sabotage.
Der har for alvor været pres på testcentrene landet over i løbet af juledagene. Køerne til testcentrene er alenlange, og ventetiden kan være lige så lang, hvis man ønsker at bestille en pcr-test.
Ifølge mediet POV International er der risiko for, at den lange ventetid visse steder kan skyldes en Facebook-gruppe ved navn Digital Civil Ulydighed.
En gruppe, der opfordrer sine knap 1.500 medlemmer til at bestille tider til pcr-tests eller vaccinestik og samtidig undlade at møde op – i håbet om, at sabotere systemet, så folk helt opgiver at booke tider.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kritiserer Facebook-gruppen på det kraftigste og kalder det »sabotage«.
I et opslag på Facebook skriver Sundhedsministeren:
»Det her er grænseløst usolidarisk og fuldkommen ødelæggende for Danmarks indsats. Kom nu, vi er bedre end det her, Danmark (…). Men det her er ren sabotage Danmarks indsats. Og det er en hån imod den danske befolkning og alle vores medarbejdere i sundhedsvæsenet, der knokler hver eneste dag og nat for at få os igennem endnu en bølge i den her sundhedskrise.«
2) Sundhedsstyrelsen lyttede ikke til råd fra overlæger
Først i slutningen af juli fik gravide kvinder tilbudt vaccine mod coronavirus. Men allerede i foråret forsøgte bekymrede eksperter at overtale Sundhedsstyrelsen til at anbefale vaccinen. Det skriver TV 2.
TV 2 er således kommet i besiddelse af en mailkorrespondance og en række mødereferater, der viser, at Sundhedsstyrelsen gentagne gange i foråret blev opfordret til at anbefale vacciner til gravide kvinder herhjemme. Men Sundhedsstyrelsen ændrede alligevel først retningslinjerne den 21. juli og inviterede gravide til vaccination.
Ifølge TV 2 har flere kvinder været indlagt med alvorlige sygdomsforløb med coronavirus.
3) Indkøb af corona-tabletter møder kritik
Sundhedsstyrelsen har foreløbigt indkøbt 50.000 tabletter fra medicinalvirksomheden Merck.
Tabletter, som skal gives til personer, som er i risikogruppen for alvorlig sygdom ved coronasmitte.
Der er dog bare det problem, at flere praktiserende læger rent faktisk ikke har lyst til ordinere tabletterne til deres patienter. Det skriver DR.
Ifølge DR kritiserer Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) nu Sundhedsstyrelsen for at have anbefalet brugen af tabletterne.
Talsmand fra DSAM Anders Beich udtaler:
»Vi synes, at dokumentationsgrundlaget er virkelig, virkelig spinkelt. Vi er bange for, at vi bruger et middel, der i bedste fald er uvirksomt og i værste fald udsætter folks behandling for sygdommen,« siger han.
Og så til vejret: Risiko for rim- og isglatte veje i hele landet
Ifølge DMI byder mandagen på lokalt rimtåge. Men ellers vil solen titte frem mange steder i landet. Et skyer vil brede sig op over landet fra sydvest – og i løbet af dagen vil der forekomme sne med risiko for lokalt isslag.
I aften og i nat bliver det skyet ligeledes med risiko for sne og isslag. Sidst på natten vil der komme regn fra sydvest.
Temperaturen vil i løbet af dagen stige til omkring frysepunktet.
af