Aflyser afgange: Togpersonale ramt af smitteeksplosion
Flere lokale togstrækninger i Nordsjælland får halveret antallet af afgange som følge af coronasmitte.
For togfarende danskere i den nordsjællandske del af landet er der god fidus i at holde lidt ekstra øje med Rejseplanen i dag og lige efter nytår. Coronavirus har nemlig sat sit præg på de kommende dages togtrafik.
Et akut smitteudbrud blandt trafikleder på en driftscentral omkring Hillerød har nemlig tvunget trafikselskabet Lokaltog til at reducere togdriften på strækningerne i Nordsjælland.
Det oplyser Lokaltog i en pressemeddelelse.
»Vi beklager meget den ulejlighed, som den akutte sygdom blandt vores personale forårsager for kunderne. Akut sygdom er ingen herre over, heller ikke os i Lokaltog,« udtaler driftsdirektør Mie Rajcic fra Lokaltog.
Benytter man banerne Gribskov, Hornbæk, Lille Nord, Frederiksværk og Nærum vil man opleve reduceret togdrift i dag 30. december samt 3. og 4. januar.
»Vi gør alt, vi kan, for at tilpasse driften, så det går mindst muligt ud over kunderne. Men med megen sygdom kan det desværre ikke undgås, at vi må skære i driften hen over nytåret,« siger Mie Rajcic.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.