Pernille Skipper reagerer på politisk bombe: »Det vigtigste for dem er ministerbiler«
Hverken Enhedslisten eller SF er særligt begejstrede for de radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsens, drøm om en regering hen over midten i dansk politik.
I et større interview med Politiken »udelukker« de radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, at ville støtte en ren socialdemokratisk regering efter næste valg. Og det er fremover slut med radikale trusler – belsutningen er taget og vil ikke blive ændret. Men udmeldingen er dog ikke partout lig med en radikal stemme på Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensen, eller de konservatives leder, Søren Pape Poulsen. Kuriøst nok kan den radikale stemme stadig tilfalde Mette Frederiksen (S).
I interviewet understreger Sofie Carsten Nielsen nemlig, at Radikale Venstre lige nu drømmer om en regering hen over midten i dansk politik. Med deltagelse af både blå og røde partier. Akkurat som den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen foreslog det under sidste valgkamp.
Prisen for at søge politisk indflydelse er dog ikke uden omkostninger. Til gengæld må partiet for fremtiden acceptere en stram udlændingepolitik. Noget som Radikale Venstre ellers er udtalte modstandere af.
Det kan du læse mere om her.
Ministerbils-snak
Udmeldingen om, at de radikale ikke vil pege på en etpartiregering ved næste valg, møder dog kritik fra Enhedslistens tidligere politiske ordfører Pernille Skipper.
I et opslag på Facebook skriver hun:
»Radikale har sagt, at de vil i regering. Koste hvad det vil. De er villige til at opgive kampen mod udlændingepolitikken, og hvis socialdemokraterne ikke vil give sig, er de villige til at pege på en højrefløjs-statsminister: altså både at lave udlændingepolitik med partier som Nye Borgerlige og DF, sætte klimaet endnu mere bagud, give flere skattelettelser til de rigeste og samtidig lade sparekniven svinge over vores velfærd, som vi husker det fra Løkkes tid,« skriver Pernille Skipper og tilføjer:
»Nu ved vi, hvad der er vigtigst for dem: ministerbiler. Skidt med udlændingepolitikken, skidt med velfærdssamfundet, skidt med klimaet. Bare Sofie Carsten får en flot post, stemmer hun for det hele.«
Ingen garantier for brede aftaler
Til Politiken fortæller Enhedslistens nuværende politiske ordfører, Mai Villadsen, at hun er »meget ærgerlig« over Sofie Carsten Nielsens udmelding. Mai Villadsen ser nemlig ingen garantier for, at der for fremtiden kan blive indgået brede aftaler hen over midten.
»Man kan bare se på aftalen om grønne biler. Hele blå blok løber fra den, fordi det kommer til at koste bare én krone mere for nogle danskere at køre en forurenende bil. Det er da overhovedet ikke ambitiøst,« siger Mai Villadsen til avisen.
SF’s politiske ordfører Karsten Hønge er heller ikke begejstret over de radikales politiske bombe fredag morgen. Han beskriver det til Politiken som et »åbenlyst bluff-spil«, der blot har til formål at løse Radikale Venstres egne problemer.
»Jeg troede, at vi politikere var til for at løse Danmarks problemer. Og jeg troede egentlig også, at Radikale havde en selvopfattelse af at være nogen, der interesserer sig for substansen og for at løse samfundets udfordringer,« siger Karsten Hønge.
af