Runder 22.000 smittetilfælde – men antallet af indlagte falder
Der er det seneste døgn blevet registreret 22.396 smittetilfælde herhjemme. Antallet af indlagte patienter med coronavirus falder til gengæld med 23.
Det seneste døgn er der blevet registreret 22.396 smittetilfælde med coronavirus herhjemme. Det viser dugfriske tal fra Statens Serum Institut (SSI) tirsdag eftermiddag. Det markerer samtidig det højeste antal smittetilfælde siden den 5. januar.
De 22.396 smittetilfælde er fundet ud af i alt 184.204 pcr-prøver. Og ud tirsdagens smittetilfælde er der ifølge SSI’s tal tale om 1.459 reinfektioner.
Antallet af indlagte patienter med coronavirus falder med 23 – selvom der tirsdag er blevet registreret 181 nye indlæggelser. Antallet af indlagte patienter er derfor 754 i alt; hvoraf 73 ligger på intensiv mens 46 har brug for hjælp fra en respirator.
Tirsdag blev desuden dagen hvor Danmark rundede én million smittetilfælde. Der er siden den 27. januar 2020 blevet bekræftet 1.006.295 smittetilfælde i alt med coronavirus.
Det er dog ifølge Ritzau ikke alle, der er indlagt på grund af corona rundt om på landets hospitaler. Nogle er således indlagt med andre diagnoser – og tilfældigvis også smittet med corona.
Omkring hver fjerde coronasmittede patient i december var ifølge Statens Serum Institut indlagt af andre årsager.
En stabil epidemi
På Twitter meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag eftermiddag, at kontakttallet lige nu er beregnet til 1,0 – i modsætning til sidste uge, hvor kontakttallet blev beregnet til 0,9.
»Kontakttallet er beregnet til 1,0. Vi har en stabil epidemi, og vores samfundssmitte er ikke fulgt af samme stigning i indlæggelser, heller ikke på intensiv. Et klart signal om, at omikron er mildere og at revaccination virker. 54% af befolkningen er revaccineret. Tak!« skriver Magnus Heunicke på Twitter.
Tirsdag kom det frem, at landets sundhedsordførerne onsdag er blevet indkaldt til møde i Sundhedsministeriet om corona-situationen herhjemme. Ifølge TV 2 vil sundhedsordførerne på mødet drøfte, hvad der skal ske med de nuværende restriktioner, som er sat til at udløbe søndag ved midnatstid.
Mødet vil foregå i Sundhedsministeriet klokken 11 onsdag.
af