25.751 nye coronatilfælde

Der er sket 20 dødsfald blandt smittede med covid-19. I alt er 3.453 påvist smittede danskere døde i alt.

Artiklens øverste billede
Torsdagens coronatal er det tredjestørste, som er registreret på én dag under pandemien. Arkivfoto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Det taler Danmark om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbreve for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Der er registreret yderligere 25.751 tilfælde af covid-19. Det viser torsdagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er det tredjestørste smittetal, der er registreret på én dag under pandemien.

Af dem er 1.822 såkaldte reinfektioner. Det vil sige personer, som tidligere har været smittet.

Lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet Viggo Andreasen mener, at smitten har stabiliseret sig på et højt niveau.

»Det ser på en måde meget stabilt ud. Det ser ud, som om vi har en situation, hvor epidemien kører, men ikke i et alt for hastigt tempo,« siger han til jp.dk.

Onsdag i sidste uge genåbnede skolerne. Hvis det sætter yderligere gang i epidemien, vil der ifølge Viggo Andreasen gå yderligere nogle dage, før det kan aflæses i smittetallene.

Der er sket 194 nye indlæggelser af smittede med corona, men der er samtidig sket udskrivelser.

I alt var der torsdag morgen 755 indlagte med covid-19 på de danske sygehuse. Det er fire flere end et døgn tidligere. Det er 12. dage i træk, at der er mellem 700 og 800 coronaindlagte i Danmark, skriver jp.dk

Antallet af indlagte dækker både over de personer, der er indlagt på grund af corona og indlagt med corona.

Af de 755 indlagte torsdag har 64 det så dårligt, at de er indlagt på intensiv, heraf får 38 af dem hjælp af en respirator til at trække vejret. Det er henholdsvis ni og otte færre end et døgn tidligere.

Hver femte af de smittede på sygehusene - 153 personer - er indlagt på psykiatriske afdelinger. Det er 15 flere end et døgn før.

Der er sket endnu 20 dødsfald blandt smittede. Det bringer det samlede dødstal blandt personer med påvist covid-19 op på 3.453 i Danmark.

55,1 procent af den danske befolkning er nu blevet revaccineret, hvilket er med til at booste effekten af vaccinen, da virkningen aftager over tid.

ksa

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen