50 år på tronen: Eksstatsministre og partiledere fejrer dronningen på jubilæumsdag

Corona har spændt ben for flere af dronningens jubilæumsplaner, men Folketinget inviterer på musik og tale.

Artiklens øverste billede
H.M. Dronning Margrethe har i dag 50-årsjubilæum som regent, og det fejres blandt andet på Christiansborg. Arkivfoto: Gregers Tycho

Det taler Danmark om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbreve for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Der var lagt op til den helt store fejring med blandt andet karetkørsel i de københavnske gader og festgudstjeneste, når dronning Margrethe fredag har 50-års jubilæum som Danmarks regent.

Men dronningens jubilæumsprogram er kraftigt reduceret som følge af coronaepidemien.

Hun kan dog se frem til fejring på Christiansborg med taler og et musikalsk indslag.

Oprindeligt var planen, at det skulle foregå i Folketingssalen, så alle folketingsmedlemmer kunne være med. Men i stedet gennemføres arrangementet i Landstingssalen med omkring 40 deltagere.

Partiledere, eksstatsministre og forhenværende formænd for Folketinget er blandt de inviterede.

Dronning Margrethe selv flankeres af kronprinsparret, prins Joachim og prinsesse Marie samt sin ene lillesøster, prinsesse Benedikte.

En af dem, der skal holde tale, er Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S). Han har brugt en del tid på at skrive den.

»Jeg er jo glad og beæret over, at jeg har fået lov at holde tale i den her sammenhæng, så jeg har forsøgt at gøre mig umage.«

»Min overskrift har været dronningens evne til at være et nationalt samlingspunkt for hele rigsfællesskabet. Hun har på fornem vis løftet den kæmpe opgave, det er at være regent og dermed en samlingsfigur i Danmark gennem hele sit liv,« siger han.

Henrik Dam Kristensen nævner de traditionsrige nytårstaler som en af de måder, hvorpå dronningen har vist sig samlende for nationen.

»Jeg ved ikke, hvor mange der hører den hvert år, men det er jo næsten en nationalsport.«

»Jeg synes også, at det er lykkedes dronningen gennem hele sit liv på den måde, hun både har givet interview på og har turdet løfte vigtige debatter.«

Henrik Dam Kristensen har i kraft af sine tidligere ministerposter og nuværende stilling mødt hende i forskellige sammenhænge.

»De gange, jeg har talt med hende, har det været en god samtale, som viser hendes store viden på et meget bredt område, ikke mindst inden for kunst og kultur.«

»Jeg synes bestemt ikke, det er besværligt at tale med dronningen. Hun er bare meget vidende om imponerende mange ting. Når man taler med vidende og intelligente mennesker, så føler man sig beriget.«

Inden Folketingets fejring skal dronningen til statsråd med regeringen og kronprins Frederik.

Det officielle program slutter hen over middag, hvor kongefamilien skal til kranselægning ved Roskilde Domkirke, da det også er 50-års-dagen for dronningens fars, Frederik IX, død.

Corona har tidligere saboteret flere af kongehusets store fejringer.

I marts 2020 aflyste kongehuset dronningens 80-års fødselsdagsfejring, ligesom dronningen i år aflyste nytårstaffel og nytårskure for andet år i træk.

/ritzau/

Læs også

Del artiklen