Forlænges til 1. februar: Sådan er restriktionerne i skoler og dagtilbud

Mundbind for forældre og coronapas på voksenuddannelse er nogle af de restriktioner på børne- og undervisningsområdet, der forlænges frem til februar, oplyser ministeriet.

Artiklens øverste billede
En række af restriktionerne, som børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil fremlagde på et pressemøde 4. januar 2022, forlænges frem til 1. februar, oplyser ministeriet. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det taler Danmark om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbreve for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Da eleverne vendte tilbage til grundskolerne den 5. januar, var det med en række gældende coronarestriktioner for både elever og medarbejdere.

En række af de restriktioner er forlænget frem til 1. februar, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Der vil blandt andet fortsat være krav om mundbind eller visir for forældre og besøgende i dagtilbud m.v., på grundskoler samt ungdoms- og voksenuddannelser, oplyser ministeriet, ligesom elever, studerende og ansatte på ungdomsuddannelserne skal bruge mundbind eller visir alle andre steder end i undervisning eller til eksamen.

Samtidig er der krav om coronapas for elever, kursister, deltagere og besøgende på ungdoms- og voksenuddannelser, forberedende uddannelsestilbud og voksen- og aftenuddannelser.

Fra på mandag åbner videnpædagogiske aktivitetscentre som Experimentarium og Vadehavscentret, og også her vil der være krav om mundbind eller visir ved besøg.

Grundskolen får ret til mundbind

Som noget nyt indføres der ret til at bære mundbind for medarbejdere på grundskoler - dog med den store undtagelse, at det ikke må anvendes i undervisningen eller i andre situationer, hvor der er kontakt med elever. Det skyldes pædagogiske hensyn, skriver ministeriet.

Forud for genåbningen af skolerne ytrede flere lærer bekymringer over at vende tilbage til skolen på grund af høje smittetal. Formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, satte dengang ord på bekymringerne over for Lokalavisen.

Her mente formanden også, at mundbind i undervisningen kunne skabe mere tryghed for lærerne, og at det pædagogiske hensyn skal opvejes mod lærernes bekymring.

»Der er nogle af lærerene, der har udtrykt ønske om at bruge det i tilfælde af, at smitten stiger. Jeg mener ikke, det skal være obligatorisk, men der skal være en mulighed for det,« sagde han blandt andet.

Det anbefales fortsat at elever fra 1. klasse og opefter testes to gange i ugen, ligesom det anbefales, at eleverne modtager undervisning i stamklasser og ikke blandes på tværs af klasserne.

sbl

Læs også

Del artiklen