Risikerer at skrotte næsten 400.000 vacciner
På grund af lav tilslutning til børne influenzavaccinen, kan staten nu risikere at skulle skrotte op mod 400.000 vaccinedoser.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Det var Sundhedsstyrelsens erklærede mål, at 75 procent af børnene i alderen to til seks år skulle vaccineres mod influenza i vintersæsonen.
Men realiteten er dog, at blot 28 procent er blevet vaccineret mod influenza.
Det skriver Avisen Danmark, der har kigget nærmere på tal fra Statens Serum Institut (SSI).
Det er første gang, at Danmark vaccinerer de to til seks-årige mod influenza. Og lørdag den 15. januar er i øvrigt den sidste mulighed for at lade sit barn vaccinere gratis.
I alt havde staten indkøbt hele 600.000 doser af børneinfluenzavaccinen, som gives som en næsespray. Men grundet den lave tilslutning står man altså nu tilbage med næsten 400.000 doser – vaccinedoser, der vel at mærke ikke kan gemmes til næste år.
»Det er langt under, hvad vi havde håbet. Også set i lyset af den nuværende pandemi,« siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Bolette Søborg, til Avisen Danmark.
Det var frygten for, at en influenzaepidemi potentielt ville volde sundhedsvæsenet store problemer oveni en coronaepidemi, der fik Sundhedsstyrelsen til at vurdere, at man kunne halvere tilfældende af influenza, hvis omtrent 300.000 børn mellem to og seks år blev vaccineret.
Influenzaen har dog ikke for alvor vist sig at være et problem i år, men Sundhedsstyrelsen tager dog stadig truslen om en influenzaepidemi alvorligt.
Sundhedsstyrelsen vil nu undersøge, om vaccinerne kan bruges andre steder – for ellers ender de med at blive skrottet, oplyser styrelsen til Avisen Danmark.
af