For giftigt at spise: Borgere i dette område har spist PFOS-forurenet kød i tre år
Fødevarestyrelsen finder i kød fra et kogræsserlaug i Odense PFOS-forurening i et så højt koncentrat, at de fraråder spisning af kødet. Kogræsserforeningen har haft kvæg græssende i det forurenede område siden 2018.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Det er blevet stadig mere populært at gå sammen i såkaldte kogræsserlaug, hvor dyrene plejer naturen, borgerne passer dyrene og kan få kød fra fritgående kvæg, de selv har været med til at opdrætte.
Men for en sådan forening i Odense er det i øjeblikket mere bekymring, der fylder hos medlemmerne, efter Fødevarestyrelsen har fundet spor af miljøgiften PFOS, der mistænkes for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende, i foreningens kød.
Det skriver Ingeniøren.
Foreningen har siden 2018 haft kvæg gående på stedet, der nu viser sig at være forurenet, efter Fødevarestyrelsens undersøgelser viser, at kød fra sidste års opdræt indeholder PFOS-værdier i en så høj grad, at det frarådes at spise.
Koncentrationen af miljøgiften i kødet ligger på omkring 1,7 til 2,4 mikrogram per kilo - og er dermed 100 gange under den mest alvorlige sag om PFOS-forurening herhjemme, hvor borgere i Korsør havde indtaget kød med en koncentration på 230 mikrogram per kilo.
Alligevel føler medlemmerne af Seden Strandby Kogræsserlaug i Odense en stor usikkerhed omkring kødet, og derfor tog lauget selv initiativ til at få det undersøgt, fortæller formand Ulf Løbner-Clausen til Ingeniøren.
»Vi har det dårligt med det. Vi har heldigvis ikke spist noget af dette års kød og har nu smidt det ud, men vi har haft køer gående på det konstaterede PFOS-forurenede areal siden 2018, hvor vi har spist kødet. Nu vil vi gerne have svar på, om vi er inficeret med det her, og i så fald hvor meget eller hvor lidt det er,« siger han.
»Ikke bekymrende« - men over grænseværdi
I efteråret tog Fødevarestyrelsen prøver af laugets oksekød, og dem er der nu kommet svar på. Selvom Fødevarestyrelsen kalder de fundne niveauer af PFOS-forurening i kødet for »ikke bekymrende« har de alligevel anbefalet, at det ikke spises.
Værdierne fundet i kødet fra det odenseanske opdrætterlaug ligger også over de 0,3 mikrogram pr. kilo, der af EU er sat som grænseværdi for indtagelse.
Ulf Løbner-Clausen håber, at Fødevarestyrelsen også vil undersøge tidligere års kød, som medlemmerne af foreningen og deres familier for længst har fortæret, så de kan få et billede af, hvordan de er stillet.
»De har kun kigget på kødet fra 2021, som vi har smidt ud, men vi har spist kødet fra de tre foregående år, hvor vores køer har græsset på arealet i meget længere tid end i 2021. Så kunne det være, at niveauerne i de år var højere,« siger han til Ingeniøren.
Grunden, som laugets køer har græsset på, ejes af Vandcenter Syd under Odense Kommune, der ikke kan pege på en konkret kilde til forureningen, men de mener ikke, det drejer sig om rester fra brandslukning, som det var tilfældet i Korsør.
Det er i dag generelt forbudt at importere eller sælge PFOS eller kemiske produkter, der indeholder PFOS, fremgår det af Miljøstyrelsens hjemmeside.
sbl