Bestseller med usædvanlig melding: Tager medarbejdere fri for at hjælpe Ukraine – så er det med fuld løn
I en opsigtsvækkende melding på LinkedIn proklamerer Bestseller, at koncernens medarbejdere nu kan tage fri med fuld løn, hvis de ønsker at hjælpe til i forhold til de tusindvis af ukrainske flygtninge.

- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Det er allerede kommet frem, at den administrerende direktør i tøjfirmaet Bestseller, Anders Holch Povlsen, og hans familie har besluttet sig for at donere 100 mio. kroner til humanitære indsatser og initiativer i det lige nu krigshærgede Ukraine.
Det er familievirksomheden Heartland, der bl.a. ejer Bestseller-koncernen, som står bag den store håndsrækning.
Samtidig har Bestseller tirsdag meddelt i et opslag på LinkedIn, at alle medarbejdere, der agter at tage fri fra arbejde for at hjælpe de mange nødstedte ukrainere, der i tusindvis lige nu er drevet på flugt fra krigen i Ukraine, kan gøre det med visheden om, at man stadigvæk vil få udbetalt fuld løn.
»Vi tilbyder medarbejdere at tage fri, enten fordi de er påvirkede af krigen, har nogen de gerne vil hjælpe eller kan hjælpe sig selv. Vi skal nok sørge for, at de får løn, selv om de ikke møder ind på arbejde de dage,« siger Kasper Reggelsen, som er kommunikationschef i Bestseller, til mediet Finans.
Kasper Reggelsen meddeler derudover, at Bestseller-koncernen vil forsøge at hjælpe til med akutte mangler såsom at tilbyde jobs og tag over hovedet til dem, der måtte have behov for det.
Ordning gælder i alle lande
Beslutningen tog i første omgang ifølge Finans udgangspunkt i den aktuelle situation i Polen, hvor Bestseller-koncernen råder over et større lager og 800 ukrainske medarbejdere i byen Goleniów. Her skulle flere af de ukrainske medarbejdere allerede have engageret sig i nødhjælpsarbejdet i forhold til de tusinder af ukrainske flygtninge, der de seneste dage er flygtet over den polsk-ukrainske grænse.
Men tirsdagens opsigtsvækkende udmelding på LinkedIn gælder dog alligevel ikke kun koncernens medarbejdere i Polen og Ukraine.
»Det gælder i alle lande. For os er det også selvfølgeligt, at såfremt vi kan hjælpe med den flygtningesituation, der er, så gør vi det både i Polen og i Danmark,« siger Kasper Reggelsen.
Bestseller har endnu ikke taget stilling til hvor lang tid beslutningen om fuld løn vil stå ved magt.
Kommunikationschefen tilføjer samtidig, at man endnu ikke har taget stilling til, om ordningen også skal gælde, hvis medarbejderne vælger at deltage i krigen.
af