Falck sender 30 ambulancer og mandskab mod Ukraine: 500 frivillige meldte sig inden for et døgn
Fredag sendte Falck 30 ambulancer og 67 frivillige af sted mod Ukraine, hvor de skal indgå i de lokale beredskaber og hjælpe ukrainerne midt i krigen.

- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Fredag eftermiddag omkring klokken 16 satte i alt 67 frivillige Falck-medarbejdere sig ind i 30 ambulancer ved og satte kurs mod Lublin i det sydøstlige Polen, hvor de overdrages til de lokale myndigheder, der sætter dem ind i beredskabet i Ukraine.
Det er Falck, der har doneret de 30 ambulancer til Ukraine som følge af Ruslands invasion af landet, og ifølge direktør i Falck, Jakob Riis, så blev beslutningen om at træde til og opruste Ukraines beredskab besluttet ret hurtigt.
»Det blev hurtigt klart, at det kunne de få brug for. Det er ikke mange, der har mulighed for at hjælpe med ambulancer, så vi valgte at prioritere det område, men det tog så lidt tid at koordinere,« siger han til Lokalavisen.
Falck har gennem Beredskabsstyrelsen koordineret med dem i EU, der står for hjælpearbejdet, om at få ambulancerne de rigtige steder hen, og så er der gået tid med forberedelse, forklarer Jakob Riis.
»Vi har arbejdet på det i noget tid. Man skal sikre sig, at der er nogle, der kan modtage dem de rigtige steder. Vi skulle klargøre køretøjerne og gøre udstyret ombord klar. Så skulle vi ændre nummerplader og sikre os, at de kunne krydse landegrænser. Så juridisk afdeling har også haft travlt,« siger han.
Betyder ingenting for dansk ambulanceberedskab
De 30 ambulancer, som Falck har sendt mod Ukraine, kommer dog ikke til at mangle i det danske beredskab, forsikrer direktøren.
»Ingenting,« svarer han på spørgsmålet om, hvad deres donation betyder for det danske ambulanceberedskab.
Jakob Riis forklarer, at de har haft 30 ambulancer til rådighed til donationen som en naturlig konsekvens af, at som deres kontrakter om beredskab herhjemme bliver fornyet, opstår der også ofte nye krav til ambulancerne, og det skaber en naturlig udskiftning i flåden.
Det blev hurtigt klart, at det kunne de få brug for. Det er ikke mange, der har mulighed for at hjælpe med ambulancer, så vi valgte at prioritere det område.
Ofte bliver de »pensionerede« ambulancer istandsat og solgt til andre steder, »hvor kravene ikke er så strikse«, som direktøren siger.
»Vi er rigtig glade for, at vi kan lykkes med at sende det her bidrag af sted - og at vi har haft de her ambulancer til rådighed, som vi kunne sende. Det er ikke altid, vi har den mulighed,« forklarer Jakob Riis.
Storm af frivillige ambulancechauffører
Falck har sendt i alt 67 frivillige af sted mod Polen i ambulancerne, der ved endestationen overdrager dem og vender hjem igen. Ifølge Jakob Riis var det ikke et problem at finde de personer, der skulle føre køretøjerne frem, snarere tværtimod.
»De 67 personer, der transporterer dem, de gør det i deres fritid. Der er 67 med i kortegen, men jeg tror, at der, inden for et døgn fra vi efterspurgte det, var 500, der meldte sig,« siger Falck-direktøren.

Ambulancerne skulle efter planen være noget frem til Polen lørdag morgen. Syv af ambulancerne sendes herfra videre til Moldova, hvor de skal indgå i det lokale beredskab.