Da betjentene bankede på Annas dør, forsvandt jorden under hende - så forsvandt ordene

I et år sang fuglene ikke. Farverne forsvandt. Det samme gjorde ordene, kiloene og noget af håret.

Anna Dyhr rasede og sitrede længe efter, at hendes mor, Sanne, døde op til jul i 2017.

Anna var 27 år. Moren var 56.

Om aftenen den 20. december 2017 bankede to betjente på Annas dør.

»Vi har en sørgelig meddelelse, din mor er fundet død i sin lejlighed.«

Ud af sorgen, der har fulgt Anna siden morens død, er kommet en dagbogsroman, »Man forsvinder ikke bare.« Det er Anna Dyhrs anden roman efter den anmelderroste »Købekælling« (2017).

Tæt/fjern

Anna Dyhr voksede op i Lystrup, hvor hun gik på Elsted Skole. Hendes mor var uddannet pædagog. Moren var også maniodepressiv.

»Hun var ustabil, og det tænkte jeg ikke over, for det var vores normal. Sådan var det for os. Sådan levede vi. Så bliver man teenager og finder ud af, at sådan lever andre ikke, og så begynder det at gøre ondt,« siger hun og fortsætter:

»Der er stor skam og skyld omkring at lide af psykiske udfordringer og være førtidspension som min mor.«

Anna Dyhrs forhold til sin mor var kompliceret.

»Vores forhold var meget tæt/fjern, tæt/fjern. Vi var ekstremt symbiotiske og lavede alt sammen, og så i perioder blev jeg ligesom forkastet. Det var ekstremt hårdt. Det har også været ekstremt ødelæggende,« siger hun.

Efter endt skolegang startede Anna på Marselisborg Gymnasium. Hun blev ikke student.

»Jeg droppede ud. Der var altid så meget drama fra min mors side. Jeg har aldrig haft ro til at have tid til mig selv,« siger hun.

At holde vejret

Da moren døde, havde hun og Anna ikke kontakt med hinanden. Sådan var det nogle gange. Anna troede, at de ville finde hinanden igen. Som de altid gjorde. Morens død kom som et chok.

»Efter hun døde, holdt jeg vejret. Jeg knoklede på med arbejde, og jeg løb og jeg løb. Jeg havde sådan et mantra: ”Du kan arbejde dig igennem det her.” Jeg skulle afvikle et liv og være fornuftig og holde på mig selv. Holde det hele nede,« siger hun.

Årsagen til morens død var uvis (i Annas roman følger man hendes intense kamp for at finde svar og få foretaget en obduktion). Én ting stod klart; mor Sanne var væk for evigt.

»Der er så meget, jeg ikke ved. Hun tog det hele med sig,« siger Anna Dyhr.

Anna »holdt vejret« i omkring et halvt år. Hun forsøgte at skrive en ny bog. Hun skrev som gjaldt det livet, men intet kom ud af ordene. Hun løb. Længere og længere.

Hårknude

I sommeren 2018 kunne Anna Dyhr ikke længere løbe hurtigt nok. Sorgen indhentede hende.

»Jeg begyndte at få det dårligt. Råddent. Der gik jeg i hårknude. Jeg havde søvnproblemer og hjertebanken. Jeg tabte mig meget, og jeg begyndte at tabe håret. Det var som om, jeg ikke kunne tale eller skrive mere. Mine kognitive evner var slået i stykker,« siger hun.

Sådan stod det på i et år. Anna kæmpede for at forblive en god mor for sin søn, Teo.

»Det var som om, der blev slukket for alt, men jeg har hele tiden prøvet at træffe de rigtige valg. ”Jeg har en søn, jeg har en søn.” Jeg måtte ikke falde i samme hul som min mor,« siger hun.

Anna havde med egne ord mistet den person, hun altid havde navigeret efter.

»Jeg stod bare midt i en kæmpe eksistentiel tomhed. Vi var jo tætte. Selvom hun havde ting, hun kæmpede med, var hun jo også så mange gode ting. Hun var jo sjov og intelligent. Hun kendte mig som ingen anden,« siger hun og fortsætter:

«Det havde være lettere, hvis hun altid havde været ond. Det havde været nemmere at forholde sig til.«

»Nu er det nu»

I sensommeren 2019 vågnede Anna en morgen med en ny fornemmelse i kroppen.

»Jeg tænkte: ”Nu er det nu. Jeg skal skrive.” På det tidspunkt havde jeg egentlig opgivet bogen.«

Det er ikke nemt at skrive en bog. Da jeg snakker med Anna, skal det bogprojekt, hun startede i 2019, i print dagen derpå.

»Man forsvinder ikke bare« er et vredesudbrud og en kærlighedserklæring. Det står der på bogens bagside.

»Rigtig meget stemmer overens med, hvordan jeg havde det, og så har jeg fortolket og fiktionaliseret nogle steder,« siger Anna Dyhr og fortsætter:

»Skriveprocessen fik vendt den vrede, jeg havde, til et savn. Savnet havde jeg fuldstændig lukket ned for. Det er sgu lettere at være vred. Men jeg begyndte at savne hende. Det gør jeg stadigvæk.«

Liv og lys

»Man forsvinder ikke bare« er et forsøg på at give andre, der har mistet, en håndsrækning.

»Jeg har skrevet bogen, fordi jeg håber, mine ord kan tale ind i andre, der er er sårbare. Jeg vil også gerne sætte fokus på social ulighed og psykiske problemer. Jeg har fundet værker om at miste en ægtefælle eller måske en forælder, der dør af kræft, men et værk som dette kunne jeg ikke finde. Det kan jeg godt forstå, for det har eddermame været hårdt at skrive,« siger hun.

Anna har, som mange andre kunstnere, et følsomt sind, men hun har ikke morens diagnoser. Anna finder blandt andet lindring i motion og i naturen, som hun har »forelsket sig fuldstændig i.«

Hvis sorg er tung og mørk, er nyt liv og barndommens uskyld måske dens modpol.

»Jeg har Teo, og han er mit liv og lys. Jeg var noget for ham på trods af det, jeg stod i,« siger Anna.

Anna Dyhr bor i dag i Mørke på Djursland. Hun har løbet 18 halvmaratoner.

»Man forsvinder ikke bare« udkommer 1. maj.