Tyskland fjerner afgifter: Billig benzin en mulighed syd for grænsen
Den tyske regeringskoalition har aftalt at fjerne afgifter på brændstof i tre måneder, og det betyder benzinpriser syd for grænsen, der ligger under de danske priser.
Mange danskere har gennem årene benyttet sig af, at der kan være penge at spare ved at tage en tur syd for grænsen for at hente varer som slik, sodavand og øl.
Nu er der måske endnu en vare, der kan hentes billigere i nabolandet. Nemlig brændstof.
Ifølge mediet Bloomberg har den tyske regeringskoalition, bestående af det tyske Socialdemokratiske Parti, De Grønne og det liberale FDP gennemført en millarddyr energipakke, der skal lette trykket af de stigende energipriser for tyskerne.
Blandt andet ved at give skatteyderne et engangsbeløb på 300 euro svarende til godt 2.200 danske kroner, men samtidig også ved at suspendere brændstofafgifterne i tre måneder.
Konkret betyder det, at den tyske listepris for en benzin falder med 30 eurocent, eller lige godt to danske kroner, mens diesel falder med 14 eurocent eller lige godt en krone pr. liter.
Ifølge TV Syd vil det betyde - hvis afgiftsænkningerne slår fuldt i igennem - en literpris på 12,5 kroner for superbenzin og 14,9 kroner for diesel på de tyske tankstationer.
I skrivende stund er listeprisen herhjemme for en liter blyfri oktan 95 16,39 kr., mens diesel står til 16,79 kr. Der kan altså potentielt være knap fire kroner at spare pr. liter benzin og knap to kroner pr. liter diesel.
Et omvendt scenarie
Ifølge TV Syd var der i sidste uge flere tyskere, der valgfartede til Danmark for at tanke brændstof, der på daværende tidspunkt var billigere, men nu kan scenariet altså se ud til at blvie lige omvendt, når de tyske brændstofafgifter efter planen suspenderes, og brændstof vil være billigere syd for grænsen.
Det er endnu ikke klart, hvornår suspenderingen af afgifterne træder i kraft, men det sker formentlig i starten af apri, skriver TV Syd.
Udover en at fjerne afgifter og indføre et engangsbeløb har regeringskoalitionen i Tyskland også vedtaget at indføre en månedsbillet til offentlig transport på 9 euro - eller knap 70 danske kroner for at promovere brugen af offentlig transport.
Den tyske kansler Olaf Scholz har ifølge Bloomberg indikeret, at den energipakken samlet vil koste i omegnen af 15 mia. euro.
sbl