Jacob Bundsgaards borgmesterben: Forsøgte at få kvart million i havnehonorar
Kom bag om beslutningen, der gav Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard 150.000 kr. ekstra om året.
For en måneds tid siden kunne Lokalavisen Aarhus afsløre, at borgmester Jacob Bundsgaard (S), da han for to en halv måned siden blev genvalgt som formand for Aarhus Havns bestyrelse, pludselig gik fra 0 til 150.000 kroner i honorar.
»Jeg har en principiel holdning om, at man skal honoreres for det arbejde, man laver,« sagde borgmesteren i den forbindelse til avisen.
Men Jacob Bundsgaard ville oprindeligt gerne honoreres endnu mere for sit arbejde. Han forsøgte nemlig at få byrådet til at godkende et formandshonorar på hele 250.000 kroner, viser avisens efterfølgende forsøg på at klarlægge, hvordan byens førstemand endte med at få så markant et økonomisk ’ben’.
En række aktindsigter fra Aarhus Havn og Aarhus Kommune afslører desuden, at borgmesterens folk pludselig vendte på en tallerken i forhold til størrelsen på formandshonoraret.
Enig om lavt beløb
Da 2021 gik på hæld, og en ny politisk periode stod for døren, var Borgmesterens Afdeling (BA) godt i gang med at udarbejde indstillinger til det nyvalgte byråd.
En af indstillingerne var en for offentligheden lukket en af slagsen, der blot hed ’Udpegning af eksterne medlemmer til Aarhus Havn’. Men indstillingen indeholdt en del mere end det. Byrådet blev også anbefalet at godkende et formandshonorar på 250.000 kr. samt en ændring af bestyrelsesvedtægten. Den ændring kommer vi tilbage til, men først den kvarte million.
Den 21. december skrev en juridisk konsulent fra BA til Aarhus Havn for at få havnens bud på, hvad formanden skulle have.
»Jeg har talt med Henrik (Munch Jensen, havnens økonomichef, red.) om, at der tages udgangspunkt i honoraret fra 2017,« skrev konsulenten og angav, at beløbet i nutidspenge ville være ca. 59.500 kr.
»Jeg tænker, at vi i indstillingen går med jeres oplæg og beregninger,« sluttede han sin mail.
21. december, mente Aarhus Havn og BA altså, at den kommende formand skulle have et honorar lignende det, borgmesteren fik i 2017, da han senest modtog penge for at være havneformand.
Går efter kvart million
Yderligere skriftlig kommunikation om, hvordan parterne nåede frem til en næsten femdobling af beløbet, findes der ikke. Et telefonnotat afslører dog, at den juridiske konsulent to uger senere ikke længere ville »gå med« havnens oplæg. Han meddelte søndag den 6. januar økonomichefen, at beløbet blev 250.000 kr.
»Talt med Henrik Munch dags dato og drøftet oplæg til formandsvederlag på 250.000 og baggrund for niveauet. Henrik var enig i niveauet og fandt det fornuftigt,« skrev konsulenten i notatet.
Økonomichef Henrik Munch Jensen bekræfter, at beløbet blev dikteret af BA. Baggrunden for femdoblingen vil han ikke spekulere i.
»Det kan jeg ikke hjælpe dig med. Det kommer jo fra borgmesterkontoret. Det har vi ikke haft indflydelse på.«
Men havnens holdning ændrer sig jo også, kan jeg se. Nu synes I, at 250.000 er et fornuftigt beløb, men 21. december mente i, at 59.500 var passende...
»Ja, for vi fik præsenteret af BA, at vi skulle starte der. Så siger vi naturligvis, at det er et godt sted at starte. Men vi har ikke bemærkninger til deres meddelelse om de 250.000, fordi vi vurderer, at det er et rimeligt leje, hvis man sammenligner med andre havne,« siger Henrik Munch Jensen.
Det endte da også med, at Jacob Bundsgaard indstillede til byrådet, at havnens formand skal have en kvart million om året for sit besvær.


Gik imod egen anbefaling
I samme indstilling bad borgmesteren byrådet ændre havnebestyrelsens vedtægter. Førhen stod der, at alle bestyrelsesmedlemmer - med undtagelse af borgmesteren - skulle modtage vederlag, »da denne allerede oppebærer vederlag som borgmester«.
Det gør borgmesteren stadig, men nu skulle det altså ændres til, at borgmesteren »også modtager vederlag for at varetage en bestyrelsespost herunder formandspost på lige fod med de øvrige bestyrelsesmedlemmer i havnen,« lød Bundsgaards anbefaling.
Ifølge Lokalavisen Aarhus’ oplysninger affødte indstillingen flere kritiske spørgsmål, da den blev debatteret i Magistraten. Og da det nye byråd to dage senere skulle behandle den - uden for offentlighedens bevågenhed - som det sidste punkt på en dagsorden med 33 punkter, gjorde borgmesteren noget bemærkelsesværdigt.
Han gik imod sin egen anbefaling og foreslog formandshonoraret, der ellers ifølge BA var afstemt med niveauet i andre havne, sænket til 150.000 kr.
»Helt banalt et udtryk for eftertanke,« lyder et skriftligt svar fra BA på spørgsmålet om, hvad der lå til grund for borgmesterens pludselige holdningsændring.
Trodsede tydeligt signal
Da byrådet nikkede ja til borgmesterens indstilling, var det endnu - i hvert fald for de uindviede - uvist, hvem der skulle sidde i havnens formandsstol.
De senere år har der dog været et bredt ønske i byrådet om, at der skal sidde professionelle erhvervsledere for bordenden i de kommunale selskaber. Det er tilfældet i alle andre selskaber end Aarhus Havn i dag.
I september vedtog byrådet endda en regel om, at formandsposten i kommunens selskaber ikke må besættes af en byrådspolitiker. Der var bare den juridiske krølle på halen, at BA i et notat til den beslutning fastslog, at Aarhus Havn ikke er omfattet af reglen, da den som kommunal selvstyrehavn ikke kan anses for at være et kommunalt selskab.
Ikke desto mindre var Jacob Bundsgaard ikke ligefrem tvunget til at påtage sig opgaven, for selvom borgmesteren altid har været formand for havnen, så vedtog byrådet faktisk i 2020, at borgmesteren ikke længere skulle være ”født” formand. Nu kan havnebestyrelsen selv vælge sin formand.
Således var der altså - især med et markant honorar som lokkemiddel - rig mulighed for at få en professionel erhvervskapacitet for bordenden i Aarhus Havn i denne periode med så markante ting som havneudvidelse og en potentiel selskabsændring på tegnebrættet.
Ifølge avisens oplysninger forventede adskillige byrådsmedlemmer også, at der skulle et nyt navn i formandsstolen, men ugen efter byrådsbehandlingen konstituerede havnebestyrelsen sig, og Jacob Bundsgaard endte atter med at tage plads for bordenden.
Lokalavisen Aarhus har en række spørgsmål til Jacob Bundsgaard, men borgmesteren afviser at stille op til interview i sagen.
BA påpeger skriftligt, at honoraret var lavere end de 300.000 kr., som ifølge lovgivningen er det maksimale honorar, der kan gives.