Livsvigtig kræftkanon virker fortsat ikke: Patienter sendes til udlandet
Dansk Center for Partikelterapi forventer at kunne behandle kræftpatienter med beskadiget strålekanon igen fra uge 23 eller 24.

- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Dansk Center for Partikelterapi på Aarhus Universitetshospital forventer, at reparationerne på en unik strålekanon - cyklotronen - kommer til at tage længere tid end de to uger, der var forventningen umiddelbart efter det tekniske nedbrud i weekenden 30. april - 1. maj.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
»Vores leverandør har meddelt os, at de regner med at være færdige med at reparere cyklotronen i begyndelsen af uge 22. Herefter skal de gennemteste og finjustere anlægget, og vi skal sikre os, at anlægget lever op til vores standarder, så kvaliteten og patientsikkerheden er i orden, inden vi starter på at behandle patienter igen,« siger cheflæge og professor Morten Høyer i en pressemeddelelse.
Sammenlagt forventes test, finjustering og kvalitetssikring efter reparationen at tage 1-2 uger, og Dansk Center for Partikelterapi forventer derfor at kunne behandle patienter igen fra uge 23 eller 24.

Centerets patienter blev overført til almindelig strålebehandling få dage efter, at nedbruddet fandt sted. Der er truffet aftale med tre protoncentre i Sverige, Holland og Tyskland, der behandler en del af de danske patienter, indtil centeret igen er i drift.
Cyklotronen fik en alvorlig skade under leverandørens vedligeholdelsesarbejde. Der er tale om en gigantisk strålekanon, der genererer protoner til strålebehandling af kræftpatienter.
Cyklotronen er landets eneste af sin slags. Den giver en mere skånsom behandling end almindelige røntgenstrålebehandling, og derfor har det alvorlige konsekvenser for flere kræftpatienter, at den ikke fungerer.
ksa