Kom helt tæt på klassiske biler, når karavane kommer til byen
Bil-entusiaster kan søndag den 22. maj få sig en på opleveren.

Lak, læder og lyden af motorer. En bilparade med omkring 100 klassiske biler ruller søndag den 22. maj ind i Aarhus.
»Aros Forsikring Karavanen 2022«, som arrangementet hedder, slutter på en plads mellem Dokk1 og Navitas. Her kan alle, ganske gratis, komme helt tæt på de historiske biler i tidsrummet 14.30-17.
»Det bliver en enestående mulighed for at se mange smukke og unikke klassiske biler samlet et sted. Ejerne og chaufførerne vil hellere end gerne fortælle om deres passion og bilernes teknik,« siger Uffe Madsen fra Historisk Motorsport Danmark.
Historisk Motorsport Danmark og Aros Forsikring står bag karavanen, der søndag klokken 11.45 starter i Hammel. Karavanen kører herefter mod Energimuseet ved Tange Sø. Omkring klokken 14 kan de mange historiske biler ses og høres i Hinnerup.
Det bliver en folkefest for alle aldre.
Landevejens Dronning
En af de historiske biler, man kan se i forbindelse med arrangementet, er en Volvo P1800. Skuespiller Roger Moore, kendt fra filmene om James Bond, kørte i modellen i tv-serien »Helgenen.«
Det er også muligt at se en bilmodel, der i 1950’erne blev kaldt »Reine de la Route,« Landevejens Dronning. Citroén Traction Avant 11 Sport, som modellen hedder, skal angiveligt have været populær blandt datidens franske gangstere.
Når den store karavane med klassiske biler kører ind i Aarhus, bliver det blandt andet via Randersvej, Langelandsgade og forbi ARoS og Rådhuset.
sb