Medie: Dansker dømt til døden i Nigeria
Danske Peter Nielsen, der har siddet tiltalt for at have dræbt sin 37-årige hustru og deres fireårige datter, er dømt til døden ved hængning.

- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Den danske mand Peter Nielsen, der har været mistænkt i en drabssag i Nigeria siden 2018, er fredag blevet idømt dødsstraf ved hængning ved domstolen i Lagos.
Det skriver TV 2.
56-årige Peter Nielsen har siden 5. april 2018, hvor drabet fandt sted, været mistænkt for at have slået sin nigerianske hustru, sangerinden Zainab Ali-Nielsen, og parrets fireårige datter ihjel, angiveligt i deres hjem i den nigerianske hovedstad Lagos.
Nægter sig skyldig
Ritzau skriver ifølge Ekstra Bladet, at det nigerianske politis vurdering umiddelbart efter drabet var, at Peter Nielsens hustru og datter var blevet udsat for vold i soveværelset, hvorefter de til sidst var blevet slæbt ud i køkkenet.
Avisen har tidligere beskrevet, hvordan Zainab Ali-Nielsen flere gange tidligere har anmeldt sin mand for vold.
Peter Nielsen har nægtet sig skyldig under hele sagen.
Udenrigsministeriet har i et mailsvar til TV 2 bekræftet, at en dansk statsborger er idømt en dødsstraf.
»Danmark har gjort de nigerianske myndigheder bekendt med Danmarks og EU’s holdning til dødsstraf, og vi har noteret os, at Nigeria ikke har eksekveret dødsstraf i flere år. Vi vil igen i stærke vendinger gøre nigerianske myndigheder opmærksom på Danmarks afstandtagen til dødsstraf,« lyder det fra ministeriet ifølge mediet.
Ifølge TV 2 har danske Peter Nielsen mulighed for at anke dommen til den højeste nigerianske retsinstans, Supreme Court, svarende til den danske Højesteret. Det er ukendt, om han vælger at benytte sig af ankemuligheden.
sbl