Tyskerne sætter benzinpriserne ned - og snart kan en anden »rabat« også være på vej
Der kan være godt med penge at spare syd for grænsen hos vores tyske naboer, hvor benzinpriserne ryger ned 1. juni, og hvor man fra i dag af kan købe billige månedsbilletter til togrejser rundt i det store land. Samtidig foreslår den tyske erhvervsminister også at sætte momsen på fødevarer og dagligvarer ned.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Ligesom i Danmark er vores tyske naboer ramt af inflation og prisstigninger. Prisstigninger som også er på mere end syv procent. Hvilket man syd for grænsen bl.a. har valgt at håndtere fra politisk hold ved at dele en række ”gaver” ud til den tyske befolkning - nemlig i form af nedsatte afgifter.
Men det er altså også ”gaver”, der kan komme danskere til gavn.
En af tingene, som vi f.eks. kan få glæde af herhjemme, er billige billetter til tog. For fra i dag af kan man ifølge Politiken købe en månedsbillet til ubegrænsede togrejser rundt i Tyskland for blot 9 euro eller cirka 68 danske kroner.
Men er man mere til at køre i egen bil, og i forvejen bor i nabolaget af vores tyske naboer, så er der måske i stedet en fidus i at køre ned over grænsen og tanke op. For fra 1. juni og tre måneder frem bliver energiafgifterne sat ned i Tyskland. Benzin bliver sat 35 cent (2,60 kr.) ned, og diesel bliver sat 17 cent (1,26 kr) pr. liter. Det skriver ADAC.
Det betyder, at benzinpriserne i Tyskland går fra 15,80 kroner til 13.20 kroner per liter. Til sammenligning er de danske benzinpriser ifølge Shells tal steget over de 17,5 kroner per liter.
Måske også billigere fødevarer
Men det stopper måske ikke kun ved benzin, diesel og togbilletter. For nu foreslår den tyske erhvervsminister yderligere »rabatter«.
»Fødevaremomsen bør sættes ned til fem procent indtil årets udgang. Det hjælper alle borgere hurtigt og ubureaukratisk,« siger Bernd Althusmann, der er erhvervsminister i den store delstat Niedersachsen og valgt for de konservative CDU ifølge nyhedsbureauet DPA.
Sker det, bliver tyske fødevarer to procentpoint billigere, i det afgiften på fødevarer er på syv procent i øjeblikket. Herhjemme er momsen en del højere på 25 procent.