Spilafhængigheden stiger markant: Knap 500.000 danskere har problemer med pengespil
Antallet af danskere med pengespilsproblemer er mere end fordoblet over de seneste fem år, viser ny rapport.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Markant flere danskere har fået problemer med pengespil de sidste fem år.
Det viser en ny rapport fra Skatteministeriet.
Siden 2016 er der sket mere end en fordobling af antallet af spilafhængige danskere. Næsten elleve procent af danske voksne, eller 478.000, har en grad af spilafhængighed, viser undersøgelsen, der er udarbejdet af Rambøll for Spilmyndigheden under Skatteministeriet.
I 2016 var tallet 212.000.
Det er på høje tid, at vi gør noget, for ellers vokser dette sig alt for stort.
Samtidig viser undersøgelsen, at børn seks procent af landets børn og unge (12-17 år) eller omkring 24.500 har pengespilsproblemer.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) kalder den udvikling stærkt bekymrende og varsler nye tiltag på området, siger han i en pressemeddelelse.
»Vi ved, at spilafhængighed kan have store og langvarige konsekvenser, og at især børn og unge er udsatte. Tallene viser tydeligt, at vi skal gøre endnu mere for at bekæmpe spilafhængighed. Jeg vil derfor drøfte nye initiativer på spilområdet med Folketingets partier senere på året, så vi kan få vendt udviklingen,« udtaler han.
Alarmklokker bør ringe
Stigningen i antallet af danskere med spilproblemer er størst i kategorien »lav« eller »moderat« spilafhængighed.
Til Jyllands-Posten siger Henrik Thrane Brandt, centerleder hos Center for Ludomani, at på baggrund af resultaterne »bør alle alarmklokker ringe.«
»For fem år siden havde 49.000 danskere moderate problemer. I dag er det 161.000. Det er en tredobling af en gruppe mennesker, der udviser så store problemer, at de risikerer at blive ludomaner. Det er på høje tid, at vi gør noget, for ellers vokser dette sig alt for stort,« siger han til avisen.
Undersøgelsen sker på baggrund af den politiske aftale om bekæmpelse af spilafhængighed fra 2017, der siger, at der skal gennemføres en undersøgelse af pengespil og pengespilsproblemer hvert 5. år i Danmark.
sbl