Festivals kæmpesats afblæst en uge inden åbning: »Godt I brugte en masse penge på den i stedet for musik«
På grund af blæst er attraktionen ved dette års NorthSide-festival 'The Orb' blevet pillet ned en uge inden festivalens start.

- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Den skulle være det helt nye vartegn for den aarhusianske festival NorthSide, Bjarke Ingels’ store spejlkugle ’The Orb’.
I fredags stod den 32 meter høje konstellation så færdigmonteret og klar til, når festivalportene åbner torsdag 2. juni.
Men Kristi Himmelfartsdag melder festivalen, at NorthSide 2022 alligevel må undvære ’The Orb’, der oprindeligt er designet af BiG til Burning Man-festivalen i Nevada i 2018. Det skriver NorthSide på Facebook.
»På grund af den kraftige danske blæst i dag er en lynlås i dugen på The Orb bristet. Vi har af sikkerhedsmæssige årsager afskærmet området og vil i løbet af dagen tage The Orb og jernkonstruktionen ned. På grund af skaden forventer vi desværre ikke, at The Orb kan nå at blive repareret inden festivalen,« melder festivalen.
Reagerer i kommentarsporet
Nyheden har fået flere af festivalens Facebook-følgere til tasterne. I kommentarsporet kan man se blandede følelser om festivalens installations-satsning.
»Så var det da godt, I brugte en masse penge på den i stedet for musik. Well done, NorthSide,« skriver en bruger, mens en anden bruger skriver:
»Det er så Aarhus, som noget kan være... ’Vi har bygget den her kæmpe dims, den er super flot, den kan bare ikke lige tåle blæst... Det bliver skide godt’.«
Andre er mere ærgerlige over nyheden og skriver blandt andet »Øv, den var mega flot« og »nedtur«.
NorthSide-festivalen løber af stablen i Ekselunden i Aarhus fra torsdag 2. juni til og med lørdag 4. juni.
sbl