Kongehuset bekræfter: Prinsesse skal på Herlufsholm
Efter en TV 2-dokumenter blev kostskolen udsat for kraftig kritik, men prinsesse Isabella skal stadig gå der.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Endnu en kongelig begynder inden længe på kostskolen Herlufsholm, som ellers har været udsat for heftig kritik.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary holder fast i, at deres ældste datter - prinsesse Isabella - skal begynde på Herlufsholm. Og at prins Christian fortsætter sin skolegang der.
Det bekræfter kongehuset over for Ekstra Bladet.
»Som det ser ud nu, er der ingen ændringer i forhold til de kongelige børns skolegang,« siger Lene Balleby, der er kommunikationschef for kongehuset, til mediet.
Kongehuset har tidligere meldt ud, at kronprinsparret fulgte situationen på skolen. Det skete, efter at TV 2 for nylig bragte en dokumentar, som afslører krænkelser og voldelig kultur på den berømte kostskole.
Et program med vidnesbyrd, som kronprinsparret efterfølgende oplyste, at de var ”dybt rystede” over at høre.
»Det er hjerteskærende at høre om systematisk mobning og om en krænkelses- og voldskultur, som mange har været en del af. Det er helt uacceptabelt.«
»Som forældre forventer vi, at skolen effektivt sikrer en kultur, hvor alle er trygge og en del af fællesskabet, og vi vil i den kommende tid følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige,« skrev kronprinsparret i et opslag fra kongehusets instagramprofil.
Det fremgår af kongehusets svar til Ekstra Bladet ikke, om kronprins Frederik og kronprinsesse Mary mener, at problemerne er eller er på vej til at blive løst.
Rektoren på Herlufsholm blev som følge af sagen om beretninger om vold og krænkelser fyret.
Den 15-årige prinsesse begynder på skolen, der ligger ved Næstved, til august. Hendes storebror, prins Christian på 16 år, går allerede på Herlufsholm. Her går han i gymnasiet.
Herlufsholm har elever fra 6. klasse til gymnasiets 3.g. Der er både kostskoleelever, som altså bor på skolen, og dagelever, som bor hjemme.
Prinsessen har fra 0. klasse og indtil nu været elev på Tranegårdskolen i Gentofte, men hun har ønsket at fortsætte skolegangen på Herlufsholm, har kongehuset tidligere oplyst.
Hun er tilmeldt kostafdelingen, hvor hun begynder i 9. klasse.
/ritzau/