Ruskede og slog lille pige i hovedet til hun døde: Dagplejer tiltalt for drab af 1-årig
Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har rejst tiltale mod en 57-årig dagplejer fra Midtjylland for vold mod en 1-årig pige, der døde af sine kvæstelser.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
En 57-årig midtjysk dagplejer er blevet tiltalt for manddrab, efter en 1-årig pige i hendes pleje døde i 2019 efter at være blevet rusket og have fået tildelt flere slag i hovedet.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge anklageskriftet er den 57-årige kvindelige dagplejer tiltalt for i løbet af dagen den 28. november 2019 at have dræbt den 15 måneder gamle pige ved særdeles voldelig behandling.
Anklagemyndigheden anbefaler en straf for manddrab, men mener, at dømmes dagplejeren ikke for manddrab bør der afsiges dom for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter med døden til følge under særligt skærpende omstændigheder.
Sagen forventes at køre som en nævningesag ved retten i Herning fra 22. august. Der ventes dom den 5. september.
Den 57-årige midtjyske kvinde har siddet varetægtsfængslet siden den 18. juni 2021, skriver politiet yderligere.
sbl