Kvinde forsøgt voldtaget på vej hjem fra Tinderbox: Politiet søger vidner
Politiet er på jagt efter en mand, formodentlig i 40'erne, i forbindelse med et voldtægtsforsøg af kvinde i 20'erne, der var på vej hjem fra Odense-festivalen Tinderbox.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Fyns Politi er på jagt efter vidner i forbindelse med et voldtægtsforsøg begået natten mellem lørdag og søndag i midten af Odense.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
En kvinde i 20’erne blev udsat for et voldtægtsforsøg på et grønt område ned mod Odense Å bag Søndre Boulevard mellem nr. 202 og 212 lørdag nat, da hun var på vej hjem fra den lokale festival, Tinderbox.
Kvinden forlod festivalen omkring klokken 1.45, da hun blev antastet af en mand, der muligvis har fulgt efter hende i længere tid. Han overfaldt hende herefter.
Næsten samtidig hørtes højrøstede mennesker på den anden side af åen på Åstien, og det fik gerningsmanden til at sætte i løb mod syd langs åen i retning af Kløvermosevej/Tietgens Allé.
Politiet kan ikke udelukke, at manden har fulgt efter kvinden fra Tinderbox-festivalen.
Gerningsmanden beskrives som en mand mellem 40 og 45 år gammel, høj og med utrimmet fuldskæg. Han er lys i huden, har mørkt hår og normal kropsbygning. Han var iført en mørk hættetrøje med lynlås, hvor hætten var trukket op, mørke bukser og talte med en mørk, hæs stemme.
Manden talte dansk, havde muligvis et ar og tatovering og noget udslæt eller lignende på øverste del af bryst og hals.
Samtidig kan han have en frisk skade på underarmen ved håndleddet efter bid, skriver politiet.
Vidner, der har befundet sig, hørt eller måske set noget på ovennævnte rute, eller som har lagt mærke til personer, der passer på ovenstående signalement og evt. med skader på underarm eller håndled, der kunne stamme fra et bid, bedes kontakte Fyns Politi på telefon 114.
sbl