Kronprinsparret dropper Herlufsholm: »Vi er dybt rystede«
Det oplyser parret på kongehusets hjemmeside.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Siden det kom frem - blandt andet i en TV 2-dokumentar - at der på kostskolen Herlufsholm har hersket et utrygt miljø for flere elever med mobning, vold og krænkelser, har mange forsøgt at finde ud af, hvor Kronprinsparret, hvis ældste søn Christian går på skolen og datteren Isabella er skrevet op, står efter afsløringerne.
Søndag meldte parret så ud i en pressemeddelelse, at deres børn ikke kommer til at gå på Herlufsholm efter sommerferien.
»Som vi tidligere har meldt ud, er vi dybt rystede over de beretninger, der er kommet frem om Herlufsholm den seneste tid. Vi har også gjort det klart, at vi som forældre til et barn på skolen forventer, at skolen gør det, der skal til, for at rette op på de uacceptable forhold,« indleder kronprinsparret.
Tidligere har kronprinsparret kaldt det for »en svær beslutning«, hvorvidt de royale børn skal fortsætte eller starte på Herlufsholm.
»Spørgsmålet om vores søn Christians og vores datter Isabellas skolevalg har fyldt meget for os, og den ulykkelige sag har bragt mange og stærke holdninger i spil i offentligheden. Det er helt forståeligt, når det handler om børn og unges trivsel. Samtidig har det været vigtigt for os at stå ved vores grundtanke om, at store beslutninger skal træffes på et oplyst grundlag. Det grundlag har vi nu,« skriver de i pressemeddelelsen.
»Det har været en svær proces for os som familie, men på baggrund af det samlede billede og vores særlige position som Kronprinspar har vi valgt, at Prins Christian stopper på Herlufsholm, og at Prinsesse Isabella ikke starter i 9. klasse på skolen efter sommerferien.«
Kronprinsparret refererer også til den nyligt offentliggjorte partshøring fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der rettede en skarp kritik af kostskolen, og som lørdag fik den samlede bestyrelse på skolen til at trække sig tilbage.
»Vi vil i løbet af sommeren sammen med vores børn tage en beslutning om deres fremtidige skolevalg. Med tanke på de mange elever, der fortsætter på Herlufsholm, er det vores håb, at skolen nu får mere ro til at sikre de nødvendige ændringer og lykkes med at skabe en kultur, hvor alle kan trives og føle sig trygge,« slutter kronprinsparret.
sbl