Politiet advarer om falsk betjent på spil: Franarrer ældre deres værdigenstande
Syd- og Sønderjyllands Politi er onsdag ude med en advarsel om en mand, der udgiver sig for at være fra politiet, og derved snører primært ældre til at overlevere deres værdigenstande.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
En særdeles flabet tricktyv er på spil i Sønderjylland, og det får nu Syd- og Sønderjyllands Politi til at udsende en advarsel om manden, der ved flere lejligheder har udgivet sig for at være fra politiet.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Mandag blev en ældre kvinde fra Haderslev ringet op af manden, der påstod at være fra politiet, og som fortalte hende, at der var tyve på spil i området. Det lykkedes den falske betjent at overbevise kvinden om at samle alle sine værdigenstande, som han så ville afhente og passe på for hende, og derved franarrede han hende sine ejendele og kreditkort, skriver politiet.
Kvinden har beskrevet gerningsmanden som værende en mand af dansk udseende, 20-25 år og 175-180 cm høj, spinkel af bygning. Han talte dansk og var iført kasket, sort regnjakke og mørke bukser.
Tirsdag forsøgte en ukendt person på samme vis at få udleveret værdigenstande fra en anden ældre borger i Haderslev. Men det lykkedes ikke at snyde den forurettede, og tricktyven slap ikke af sted med noget.
Det gjorde personen dog senere på dagen, da en tricktyv omkring klokken 18 franarrede en borger i Ribe sine værdier efter samme fremgangsmåde. Her beskrives gerningsmanden lidt ældre, omkring 30-40 år.
»Vi vil gerne opfordre til, at man straks kontakter os, hvis man bliver kontaktet af denne tricktyv,« siger politikommissær Dennis Holst.
»Vi kontakter ikke borgere på denne måde og vil gerne opfordre borgerne til ikke at udlevere effekter, men i stedet kontakte os på 1-1-4, så tager vi os af sagen.«
Syd- og Sønderjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.
sbl