Blodrøde tal for uddannelser, der giver velfærd: »Fundamentet er i fare for at kollapse«

»Når vi ikke får uddannet personale nok til de funktioner, der udgør fundamentet for vores velfærdssamfund, står vi reelt i en situation, hvor fundamentet slår revner og er i fare for at kollapse,« siger prorektor på VIA, der i år har oplevet stort fald i ansøgninger til velfærdsuddannelserne.

Artiklens øverste billede
Studerende hos VIA i Aarhus. Foto: VIA University College

Natten mellem 27. og 28. juli kunne ansøgerne til de videregående uddannelser landet over få svar på, om de er kommet ind på deres ønskede uddannelser.

På VIA University College har man i år optaget samme antal nye studerende i Aarhus som i fjor. I de øvrige 10 byer i Region Midtjylland, hvor VIA udbyder uddannelser, er optaget derimod faldet. Og her er det særligt velfærdsuddannelserne, ansøgerne er gået i buer uden om.

Prorektor på VIA i Aarhus, Gitte Sommer Harrits, håber på mange ansøgninger til de ledige studiepladser i de kommende uger. Ellers frygter hun et kollaps af velfærdssamfundet.

Færre ansøgninger

VIA University College har i år optaget 5.059 nye studerende på sine 42 videregående uddannelser i Region Midtjylland. Det er 9,9 procent - svarende til 555 studerende - færre end 28. juli sidste år. Årsagen til faldet er især, at VIA’s uddannelser til sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver i år samlet set har modtaget i gennemsnit 27 procent færre ansøgninger end i 2021.

»Jeg bliver åbenlyst bekymret for, at det problem, vi har i øjeblikket med at rekruttere kvalificerede medarbejdere til de her virkelig vigtige samfundsinstitutioner, bliver endnu værre i fremtiden. Det kommer til at betyde noget for kvaliteten i folkeskolen, daginstitutioner og på sygehusene. Vi bliver så presset på kvaliteten, at opbakningen til samfundets institutioner måske begynder at smuldre«

Gitte Sommer Harrits, Prorektor, VIA University College

Og særligt dette bekymrer Prorektor Gitte Sommer Harrits, der er den øverst ansvarlige for alle VIA’s uddannelser.

»Jeg bliver åbenlyst bekymret for, at det problem, vi har i øjeblikket med at rekruttere kvalificerede medarbejdere til de her virkelig vigtige samfundsinstitutioner, bliver endnu værre i fremtiden. Det kommer til at betyde noget for kvaliteten i folkeskolen, daginstitutioner og på sygehusene. Vi bliver så presset på kvaliteten, at opbakningen til samfundets institutioner måske begynder at smuldre,« siger hun og tilføjer:

»Det er jo en tendens, der har været i gang over de sidste mange år. Og nu har den så fået et ekstra hårdt nøk i år.«

Prorektor på VIA University College, Gitte Sommer Harrits. Foto: VIA University College

Tusindvis vil mangle

Gitte Sommer Harrits understreger, at der er et alvorligt samfundsproblem i det samlede fald i søgningen hos VIA til især de store velfærdsuddannelser og dermed ekstra mange ledige studiepladser.

»Tal fra Damvad Analytics viser, at Danmark i 2030, blandt andet på baggrund af den demografiske udvikling med mindre ungdomsårgange, flere småbørn og flere ældre, vil mangle i alt 35.000 lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere,« siger hun.

»Når vi ikke får uddannet personale nok til de funktioner, der udgør fundamentet for vores velfærdssamfund, står vi reelt i en situation, hvor fundamentet slår revner og er i fare for at kollapse. Det er i hele Danmark, der mangler studerende på både velfærds- og STEM-uddannelserne, og vi har brug for en national handleplan nu. Vi bliver nødt til at pulje alle gode kræfter fra både uddannelsesverdenen, fra praksis og fra politisk hold, så vi finder løsninger til at få flere til at vælge de fag, hvor der er mangel på arbejdskraft.«

STEM-uddannelser dækker over uddannelser inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik.

Hvis du skulle være med til at tegne denne nationale handleplan, hvad ville du så fremhæve?

»Jeg har to ting, jeg vil bringe på bane. Det ene handler om, hvad der sker før uddannelserne, på ungdomsuddannelserne. Jeg tror, vi bliver nødt til at se på, hvordan de her fag kan komme tydeligere ind i det, man underviser i. Hvis man ser på det almene gymnasium og især STX, hvor der jo går rigtig mange unge mennesker, ligner fagene, de bliver præsenteret for dér, fagene på universitetet. Vi bliver nødt til at snakke om, hvordan vi kan få fag som pædagogik, sygepleje eller lignende frem, som almendannede fag i en ungdomsuddannelse, så de også studieforbereder til den her type uddannelse. Det tror jeg er rigtig vigtigt.«

Sygeplejerskestuderende fra VIA University College. Foto: VIA University College

»Det andet har noget at gøre med, hvad det er for nogle muligheder, vi tilbyder studerende med en professionsuddannelse. I dag er det ikke sådan, at de har krav eller mange muligheder for at få en kandidatuddannelse. Og det tror jeg, vi skal se tydeligt på.«

Aarhus klarer skærene

I Aarhus er situationen anderledes end i de øvrige 10 byer, VIA udbyder uddannelser i. Trods færre ansøgninger, fastholder Aarhus som den eneste af VIA’s uddannelsesbyer samme niveau for optaget af nye studerende som i 2021.

»Vi bliver nødt til at snakke om, hvordan vi kan få fag som pædagogik, sygepleje eller lignende frem, som almendannede fag i en ungdomsuddannelse, så de også studieforbereder til den her type uddannelse. Det tror jeg er rigtig vigtigt.«

Gitte Sommer Harrits, Prorektor, VIA University College

Konkret har VIA per 28. juli i år optaget 2.824 nye studerende i Aarhus.

Når optaget hos VIA i Aarhus holder skindet på næsen, skyldes det, at de store velfærdsuddannelser i netop Aarhus stadig har haft kvalificerede ansøgere nok til – ligesom tidligere år – at fylde studiepladserne op, oplyses det i pressemeddelelsen. Den eneste undtagelse er læreruddannelsen, hvor optaget i år er 4,4 procent lavere end sidste år.

Storby-studerende

En meget stor del af de unge studerende prioriterer at tage deres uddannelse i en storby og vælger hellere vælger en anden uddannelse end at uddanne sig uden for storbyerne. Af den årsag ser Gitte Sommer Harrits det som urealistisk at få alle de ledige studiepladser uden for Aarhus besat.

»Den politisk besluttede udflytningsplan betyder, at stadig flere studiepladser bliver placeret uden for København, Aarhus, Odense og Aalborg for at skabe en bedre balance i Danmark. Udfordringen er imidlertid, at det ikke er studiepladser, men studerende, vi mangler på uddannelserne uden for de største byer,« fortæller prorektor, Gitte Sommer Harrits, og fortsætter.

»Det er lykkes os at tiltrække lidt flere studerende til vores læreruddannelse i Skive, Holstebro og Nørre Nissum - og det har vi blandt andet gjort ved at lave nogle særlige muligheder dér, nogle linjer, man kan fordybe sig i. Og så gør vi rigtig meget ud af det studiemiljø og de fællesskaber, man kan blive en del af ved at tage disse steder hen. Så jeg tror, vi skal dyrke nogle lidt mere unikke kendetegn for de forskellige steder, som kan tale til flere forskellige slags studerende.«

De ledige studiepladser kan ses og søges på VIA’s hjemmeside.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.