Kæmpe flertal siger ja til ny aftale for SAS-piloter
93 procent af piloterne hos SAS har stemt ja til en ny overenskomst med flyselskabet.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
I 15 dage var piloterne og ledelsen hos SAS i konflikt om en ny overenskomst. Men efter længere tid tovtrækkeri, der kostede flere aflyste afgange og mange utilfredse kunder, fandt man til sidst et kompromis som forhandlingsparterne kunne blive enige om.
Nu har piloterne også godkendt aftalen. Det oplyser Dansk Metal i en pressemeddelelse lørdag morgen.
93 procent af piloterne har stemt ja til den nye overenskomst med SAS. Dermed er de nye aftalevilkår en realitet.
»Nu kæmper vi – side om side med ledelsen – for at få SAS gennem den svære tid, som selskabet er i. Det er den store opbakning til overenskomsten også et udtryk for. Piloterne holder utroligt meget af SAS, og for mange af os er det vores andet hjem,« siger Henrik Thyregod, formand for Dansk Pilotforening, der er en del af Dansk Metal.
»Som fagforening har vi lavet aftaler med SAS, siden selskabet blev dannet lige efter 2. verdenskrig, og piloterne er stolte af at være en del af et så hæderkronet selskab. Vi glæder os hver gang, vi flyver danskerne sikkert ud og hjem igen.«
89 procent af de piloter, der kunne stemme, stemte. Og af dem var der altså 93 procent, der stemte ja til at godkende aftalen.
am