Internationalt site: Europas bedste tagterrasse-bar ligger i Danmark
Salling Rooftop i Aarhus er endt på 'toppen' af en ny liste over bedste tagterasse-barer i Europa. Bag listen står det internationale rejsemedie Big 7 Travel. Også København er flot repræsenteret på listen.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Hvis man skal blande en panorama-udsigt med våde varer, så skal man hellere gøre det i Aarhus end i Ibiza, London eller Madrid.
Sådan lyder konklusionen i hvert fald hos det internationale rejsewebsite Big 7 Travel, som laver et væld af rejseguides. Nu har sitet rangeret Europas 50 bedste ’Rooftop bars’ - og det er en liste som altså også har fundet vej til det engelske tabloidmedie Daily Mail.
Og når det gælder ’Rooftop bars’ - som nok bedst kan oversættes til tagterasse-barer på dansk - så er Aarhus altså helt i top.
Listen er baseret på karakterer givet fra brugere på sociale medier og vurderinger fra rejsesitets egen redaktion.
Og om Salling Rooftops førsteplads har det internationale rejsemedie bl.a. hæftet sig ved rummet omkring den nyåbnede have, som bliver betegnet som »breathtaking«, samt den mulighed gæster har for at se udover hele byen fra stedets glas-gangbro.
»København løber med al opmærksomheden, når det kommer til funklende udsigter, men denne spektakulære tagterrasse-bar i Aarhus giver København kamp til stregen. Lige dele udstue og tagterrasse-bar gør dette betagende tagterasse-rum til det perfekte sted at slå sig ned og få en cocktail (eller flere),« lyder det blandt andet i anprisningen af den aarhusianske tagterasse.
Det er ellers ikke mere end to måneder siden, at tagterrasen blev udvidet. Tilbage i juni kunne Karin Salling indvie den nye udvidelse af Salling Rooftop - nemlig Salling Roofgarden, som er en 1400 kvadratmeter stor taghave på toppen af det aarhusianske stormagasin.
Selvom det var Salling Rooftop i Aarhus, der løb med førstepladsen på listen, så var Danmark også repræsenteret andre steder på listen. Her fik Illum Rooftop i København en 44. plads med sit »miks af barer og restauranter og den bedste udsigt i byen«.
Trods byens angiveligt bedste udsigt måtte Illum Rooftop alligevel se sig slået helt lokalt af Restaurant Silo i den københavnske Nordhavn, der fik en 19. plads på listen. Det gjorde stedet bl.a. for sin bar på 17. etage, der serverer »et bredt udvalg af cocktails, snacks og spiritus med en udsigt så langt øjet rækker«.
Du kan læse hele top 50-listen her.