Slagtere og bagere bløder - nu kommer de med nødråb: »Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre«

Det ser sort ud for mange for slagtere, og regeringens forslag om at udskyde betalinger er ikke en hjælp. Bagere klarer tilsyneladende krisen bedre, men kun lidt, viser aarhusiansk rundringning.

Artiklens øverste billede
Ejerne af Egå Slagteren, Rasmus Kroer (tv.) og Tom Toft, har på grund af stigende energi- og råvarepriser lukket slagterbutikken på nær den første torsdag og fredag hver måned. Foto: Privat

»Vi har måttet lukke den fysiske butik på nær to dage om måneden. Vi har været nødt til at fyre ansatte, fordi vi ikke kan betale deres lønninger. Det er meget, meget hårdt. Det er frygteligt, at noget, man har opbygget i over et årti, nu forsvinder.«

Medejer af Egå Slagteren, Tom Toft, er med egne ord »ret indebrændt« over den situation, han befinder sig. Enorme elregninger og stigende råvarepriser har slået bunden ud af den forretning, Toft og makker Rasmus Kroer møjsommeligt har stablet på benene.

»Vi har selv bygget Egå Slagteren, lagt masser af kærlighed i den og opbygget vores kundekreds gennem 12 år,« siger Tom Toft.

Tom Toft og Rasmus Kroer er langt fra de eneste slagtere i Aarhus, der er økonomisk i knæ i disse dage. Det viser en rundspørge, Lokalavisen Aarhus har foretaget blandt aarhusianske slagtere og bagere. Mange af dem frygter, hvad fremtiden kan bringe.

Ejerne af Egå Slagteren har taget konsekvensen af de økonomiske kvaler. I dag leverer de reelt kun mad ud af huset.

»Vi er bare glade for, at vi har nået at sadle om, så vi ikke går direkte ud i afgrunden. Jeg ved ikke, om vi kan blive ved med at ernære os på den måde, men der er stadig et stort marked for catering,« siger Tom Toft.

»Nede at ligge«

Der er skåret helt ind til benet hos Slagter Stjernholm i City Vest i Brabrand, og det er en voldsomt frustreret slagtermester, Lokalavisen Aarhus taler med.

»Det er som en ond drøm. Jeg har spinket og sparet i to år på grund af corona, og så rammer vi ind i det her, der nærmest er endnu værre. Det er som om, det ingen ende vil tage. Det mest frustrerende er, at vi ikke ved, om elpriserne falder igen. Så kunne man måske ride stormen af, siger Allan Stjernholm.

Han vurderer, at han kan holde skruen i vandet i omkring trekvart år. Så er der ikke flere penge i kassen.

»Man føler en afmagt, når man er så meget nede at ligge. Der vil komme exceptionelt mange lukninger, hvis elpriserne stiger, som de gør nu,« siger han og fortsætter:

»Jeg vil gerne opfordre forbrugerne til at tænke over, hvor de lægger deres penge. Der er en grund til, at mindre butikker og lokale købmænd lukker. Folk savner dem bagefter, men glemmer, at de valgte at købe deres varer et andet sted. Jeg er nødt til at slå et slag for de mindre virksomheder.«

"Helt konkret koster en løgpølse 39,50. Hvis den skal stige 10 procent på grund af råvarer og 10 procent på grund af el, er vi oppe i 47,50 kroner. Det dækker kun stigningen. Jeg ville skulle sælge den for 55 kroner, og så kan jeg lige så godt lade være med at lave løgpølse, for ingen ville købe den." Citat: Allan Stjernholm. Foto: Privat

»Helt vildt«

I Tranbjerg er slagtermester og ejer af Den Glade Slagter, Martin Thorup, ikke så glad, som han har været.

»Vi er tvunget til at sætte priserne op. Så sent som i går meldte Hou Slagteren, at han måtte gå konkurs, fordi han har fået en elregning på 600.000 kroner,« siger han til Lokalavisen Aarhus.

Martin Thorups største udfordring er, at han ikke ved, hvor han kan skære i udgifterne.

»Temperaturen i vores fire kølerum skal stå på maksimalt fire grader, der er ikke noget at rafle op. Jeg kan heller ikke ændre temperaturen i vores koldjomfruer eller i vores kølediske inde i butikken. Vi har meget, meget få muligheder for at kunne spare på noget,« siger han.

Slagtermester Martin Thorup har for tiden sværere ved at leve op til sin butiks navn. Foto: Privat

Ejer af Min Slagter i Åbyhøj, Lars Laursen, kan heller ikke se, hvor han skal skære yderligere.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke se løsningen. Der er rigeligt at lave, men udgifterne er steget voldsomt,« siger han til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:

»Fra 1. august til 1. september er elregningen steget 20.000 kroner. Nu giver vi 42.000 kroner om måneden i min lille slagterbutik. Det er helt vildt.«

Vil ikke spare sig ihjel

Det kan tyde på, at bagerne i Aarhus er lidt, måske marginalt, mindre kriseramte end byens slagtere. Det er i hvert fald det indtryk, Lokalavisen Aarhus har fået ud fra snakke med fem slagtere og fem bagere.

Hos Spottag Bakery i Højbjerg har ejerne sat priserne op af to omgange, fordi priserne på en række råvarer er steget.

»Førhen havde bagerne en lille fordel ved, at de bruger meget strøm om natten, men det er blevet udlignet nu. Jeg har lige ringet til AURA for at høre, om vi har den rigtige aftale. Den var god nok,« siger medejer Claus Zacher.

Han føler sig heldig over, at bageriets frysere, kølere og ovne er relativt nye og bruger væsentlig mindre strøm end de gamle. Han og medejer Michael Spottag vil, i hvert fald for nu, ikke gå på kompromis med kvaliteten.

»Vi kunne bage al brødet af tidligt om natten, men vi har valgt, at vi vil levere frisk brød af høj kvalitet, så den udgift må vi æde. Vi bager hele dagen, så vi kan levere varmt brød hele dagen. Man kan også spare sig selv ihjel,« siger han.

Her ses ejerne af Spottag Bakery, Michael Spottag og Claus Zacher (th.), ved bageriets åbning i september 2021. Foto: Mads Andreas Frost

Må ikke fortsætte opad

Lars Hartmeier, ejer af Hos Hartmeier i Brabrand, frygter at miste kunder, hvis han skruer priserne yderligere op. Han giver ikke meget for regeringens udspil om at udskyde betaling for el, gas og fjernvarme.

»Det er ikke en håndsrækning. Det kan det måske være for private forbrugere. For os ville det være en katastrofe. Det er nogle meget store regninger, der skal betales tilbage. Vi kommer ikke til at låne og udskyde regningen. Så tager vi konsekvensen,« siger han og fortsætter:

»Som tingene ser ud lige nu, er vi ikke i fare for at gå konkurs, men den skal ikke presses ret meget mere, før vi heller ikke synes, det er sjovt. Den stigning, vi har set det seneste halve år, skal ikke fortsætte opad.«

Det går for nu, men uvisheden om, hvad fremtiden bringer, påvirker ejer af Hos Hartmeier, Lars Hartmeier. Foto: Privat

Formand for Aarhus Haandværkerforening, Betina Halvorsen, deler Hartmeiers holdning til regeringens forslag om at udskyde betalinger.

»Vi så samme problem under corona, hvor man udskød forskellige afgifter, men det er bare at skubbe problemet foran sig. Det er et verdensproblem, vi står over for, og det er ikke til at vide, hvornår situationen bliver bedre,« siger hun til Lokalavisen Aarhus.

Det taler vi om lige nu. Modtag vores nyhedsbrev for at få tophistorier fra hele landet. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.